Lørdag kom det frem, at Søværnet har aflyst en planlagt mission med skibet Hvidbjørnen til Grønland på grund af mangel på mandskab. Det skriver DR.

Og aflysningen kan meget vel ende med at give USAs præsident, Donald Trump, nyt brændstof til hans ambition om at få kontrol over Grønland.

Det vurderer B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær.

»Det taler jo direkte ind i en forestilling om, at Danmark ikke er i stand til at forsvare Grønland. Det er en gave leveret direkte til Trump,« siger han til B.T.

Ifølge Jeppe Elkjær kan Trump bruge sagen til at tegne et billede af et svagt Danmark, der ikke er i stand til at varetage sikkerheden omkring Grønland.

Det er særligt relevant, fordi Hvidbjørnens (Søværnets inspektionsskib, red.) opgaver blandt andet består i at overvåge russiske og kinesiske skibe i farvandet omkring Grønland.

Det danske inspektionsskib Hvidbjørnen. Foto: Danish Armed Forces/Reuters/Ritzau Scanpix

»Et af Trumps hovedargumenter er, at Rusland og Kina kan snige sig ind på territoriet. Det er klart, at situationen, hvor man ikke engang kan frigøre et skib i to måneder, ser rigtig skidt ud for Danmark,« siger udlandsredaktøren.

Deruover sender sagen et uheldigt signal, mener Jeppe Elkjær, som kalder situationen »pinlig for Danmark«.

»Det sender et klart signal om, at vi ikke er i stand til at gøre det, vi har lovet. Vi påstår at være midt i en oprustning og har øget fokus på det grønlandske forsvar. Men det kan jo være, det kommer.«

Han understreger dog, at det langt fra er sikkert, at Trump selv bliver orienteret om den konkrete aflysning.

Men det ændrer ikke ved signalværdien, lyder vurderingen.

»Lige nu ser det ekstremt skidt ud, og det er dybt kritisk, at Danmark står i den her situation.«

Trump delte dette billede på sit sociale medie i begyndelsen af august. Foto: Truth Social

Men er der ikke en risiko for at overdrive betydningen af sagen, når der trods alt er tale om én enkelt aflyst mission?

»Jo, selvfølgelig. Men det kan understrege Trumps opfattelse af, at Danmark ikke er kompetent nok til at forsvare og passe på Grønland.«