Han blev kendt som Bond, James Bond. Og nu har den 54-årige Daniel Craig fået den samme hæder som forfatter Ian Flemings ikoniske karakter.

Han fik i går en CMG på Windsor Castle for sin indsats i film og teater. Det skriver msn.com.

Daniel Craig blev tirsdag tildelt en orden af St. Michael og St. George af prinsesse Anne.

En CMG er den orden, der normalt gives til diplomater. Den fiktionelle spion har ordenen både i filmene og i bøgerne.

På den kongelige families officielle Instagram-konto deler man det øjeblik, prinsesse Anne placerede medaljen omkring Craigs hals. Med en slet skjult hentydning til skuespillerens mest berømte rolle:

»Vi har ventet på Dem … den royale prinsesse præsenterer Daniel Craig med ordenen af St. Michael og St. George. Den samme orden, som bæres af hans karakter James Bond. I anerkendelse af hans fremragende bidrag til film og teater,« hed det i den ledsagende tekst.

Skuespilleren var med i de seneste fem film om James Bond. Han startede med 'Casino Royale' i 2006 og sluttede med 'No Time To Die' i 2021.

Den sidste udmærkelse føjer sig til titlen som honorary commander i Royal Navy og hans stjerne på Hollywood Walk of Fame i oktober sidste år.

Daniel Craig knæler på sin nye stjerne i Hollywood Walk of Fame den 6. oktober 2021.
Daniel Craig knæler på sin nye stjerne i Hollywood Walk of Fame den 6. oktober 2021. Foto: CAROLINE BREHMAN
Vis mere