Dan Jørgensen: Arktis-strategi skal knytte Grønland tættere til EU
Grønlands ret til selvbestemmelse bliver respekteret, men ny strategi skal knytte Grønland tættere til EU.

Grønlands ret til selvbestemmelse bliver respekteret, men ny strategi skal knytte Grønland tættere til EU.

Grønland skal tættere på EU.
Det er et af målene med den strategi for Arktis, som EU-Kommissionen tirsdag fremlægger.
Det siger Danmarks EU-kommissær for energi og boliger, Dan Jørgensen.
- Der er ikke nogen tvivl om, at denne Arktis-strategi viser, at vi er ved at knytte EU og Grønland tættere til hinanden til gensidig nytte og i gensidig respekt, siger Dan Jørgensen.
Strategien kommer kort efter, at EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i september var på besøg i Grønland.
Her underskrev hun sammen med Grønlands regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, og statsminister Mette Frederiksen (S) en fælleserklæring om styrket samarbejde.
Erklæringen blev underbygget med en EU-investering på 1,5 milliarder kroner i blandt andet digital infrastruktur i Grønland.
- Det viser, at vi mener det alvorligt. Vi kommer til at samarbejde om digitalisering og grøn energi og er i det hele taget af den klare opfattelse, at det i fremtiden er både i EU's interesse, men også i Grønlands interesse, at vi bliver tættere knyttet til hinanden, siger Dan Jørgensen.
I forbindelse med besøget gjorde Jens-Frederik Nielsen det dog klart, at Grønland ikke er på vej til at søge optagelse i EU.
Tværtimod lever drømmen om selvbestemmelse i Grønland, og det bliver også anerkendt i strategien, siger Dan Jørgensen.
- Vi er fra EU's side optaget af, at vi knytter tætte bånd, men spørgsmålet om selvstændighed besluttes af Danmark og Grønland.
- Det er ikke noget, vi fra EU's side blander os i. Og pengene kommer ikke med betingelser, der binder Grønland ud i fremtiden, siger Dan Jørgensen.
EU-Kommissionens strategi anerkender også den nylige aftale mellem Grønland, Danmark og USA, som ifølge EU-Kommissionen "styrker den fælles sikkerhed i Arktis".
I strategien lægger EU-Kommissionen også op til at styrke sikkerheden med blandt andet flere isbrydere, et maritimt sikkerhedscenter og et center, der skal overvåge undersøiske kabler.
Samtidig vil EU-Kommissionen styrke etableringen af "sikre og robuste" undersøiske kabelforbindelser til Grønland.
Derudover vil EU forsøge at hjælpe lokalsamfundene med at komme væk fra dieselgeneratorer til mere vedvarende energi.
- Jeg håber virkeligt, at man i Grønland kan mærke den solidaritet og samhørighedsfølelse, som der er fra EU's side, og som denne strategi er udtryk for.
- Når jeg taler med beslutningstagere fra andre EU-lande og mine kolleger i EU-Kommissionen, så er det tydeligt, at man ser Grønland som en meget vigtig partner for EU. Det er det, der nu bliver sat mere kød på. Det er ikke kun ord. Det er også reel handling, siger Dan Jørgensen.
RITZAU