Et af verdens mest populære rejsemål kan fremover blive en hel del sværere at besøge.

Bystyret i Barcelona har nemlig besluttet sig for at gå i krig mod masseturismen. Det skriver New York Times.

Det sker ved at sætte begrænsninger for især udlejningstjenesten Airbnb, som hvert år huser turister i hobetal.

Fra 6. august er det gjort forbudt med korttidslejemål i private hjem.

Nu skal lejere betale husleje for mindst 31 dage, hvis de vil leje et værelse i en privatbolig i Barcelona.

Det er dog stadig muligt at korttidsleje en hel lejlighed i byen, hvis ejeren har licens til det.

Modstanden mod turismen i byen er bestemt ikke ny.

Siden 1992, hvor byen i anledning af værtskabet for De Olympiske Lege fik sig en skønhedsbehandling, er turister væltet til Cataloniens hovedstad.

Ifølge Tripadvisor er byens verdens niendemest populære rejsemål, og i april kunne Momondo fortælle, at byen også er på listen over de mest søgte for rejselystne danskere.

Blandt andet af disse grunde har de lokale ugentlige demonstrationer mod den enorme turisme, som byen udsættes for.

Modstanden skyldes også, at den øgede udlejning har været med til at presse huslejerne op i Barcelona.

»Vi er glade for, at folk kommer til Barcelona og nyder byen, for vi elsker den og vil dele den, men vi er nødt til at have regler og balance,« siger Janet Sanz, viceborgmester i Barcelona.

»Borgerne i Barcelona kan stadig udleje et værelse til en studerende, der skal være her i et år, men når det er leje for mindre end 31 dage, er det svært at regulere, og vi bliver nødt til at stoppe det.«

Hos Airbnb er man selvsagt ikke tilfreds med bystyrets beslutning. De fremhæver, at halvdelen af deres udlejningsværter i byen er direkte afhængige af de indtægter, de får for at udleje et værelse. Hvis de ikke får denne indtægt, kan de ganske enkelt ikke blive boende i deres bolig.

Bystyret mener dog, at de fleste af udlejerne er professionelle udlejere, som ikke har brug for indtægterne til at dække boligomkostninger og deslige.