Opbakningen til Donald Trump har slået rekord.

Dog formentlig ikke på den måde, som den amerikanske præsident selv kunne ønske sig det.

For en ny meningsmåling fra Fox News viser, at opbakningen til ham nu ligger på det laveste niveau.

Nogensinde.

Og det gælder for begge hans to perioder i Det Hvide Hus.

Ifølge målingen fra Fox News giver 36 procent af de adspurgte udtryk for at være tilfredse med Trump.

Det amerikanske midtvejsvalg finder sted 3. november. Samtlige 435 pladser i Repræsentanternes Hus er på valg. 33 af de 100 pladser i det andet kammer, Senatet, er også på valg. Lige nu har Republikanerne flertallet i begge kamre, men flere formoder, at Demokraterne kan tage ét, hvis ikke begge, til valget. Foto: Alex Wong/AFP/Ritzau Scanpix

Men 64 procent svarer, at de er utilfredse.

Der stopper de dårlige nyheder for den amerikanske præsident dog ikke – for meningsmålingen viser også et fald i opbakningen til ham fra de republikanske vælgere.

Blandt republikanske vælgere støtter 76 procent nu Trump, hvilket ifølge Fox News er et fald på tre procentpoint fra sidste måned og et fald på 12 procentpoint siden september sidste år.

Det gør det ifølge mediet til et nyt lavpunkt for opbakning blandt de republikanske vælgere, hvor 23 procent i målingen giver udtryk for utilfredshed. 

Når man ser på, hvad de demokratiske vælgere i meningsmålingen giver udtryk for, er 98 procent utilfredse med Trump, mens to procent udtrykker støtte.

Blandt de uafhængige vælgere er 78 procent utilfredse, mens 22 procent er tilfredse, lyder det.

De adspurgte i målingen giver især udtryk for at være utilfredse med Trumps håndtering af inflationen, af økonomien, af toldafgifter, af udenrigspolitikken og af hans indvandringspolitik.

Der, hvor han klarer sig bedst, er på spørgsmålet om grænsesikkerheden, hvor 50 procent giver udtryk for at være tilfredse, mens 50 procent giver udtryk for det modsatte. 

Meningsmålingen fra Fox News er blevet udgivet få uger før, det amerikanske midtvejsvalg finder sted den 3. november.

Målingen blev gennemført i perioden 9. til 12. oktober blandt 1.202 registrerede vælgere. Der er en statistisk usikkerhed på 2,5 procentpoint.