Det er nogle heftige døgn, vi gennemlever her i Kiev. Torsdag blev jeg vækket klokken 5 af talrige brag over byen. Kort efter blev den ellers helt stille nat afbrudt af biler med mænd, der kørte op og ned ad gaden og råbte på ukrainsk. Krigen var i gang.
Spørgsmålet var, om jeg ene mand turde blive – eller skulle komme ud af storbyen? Jeg fik at vide, at der var en lomme, hvor jeg kunne komme mod Lviv i det vestlige Ukraine. Det var en mulighed for at fortsætte mit arbejde uden at risikere at blive fanget i en langvarig russisk belejring af Kiev.
Så jeg tog chancen i min lejebil og befandt mig snart i et uoverskueligt hav af biler. Vi sad helt fast på landevejen, og folk forsøgte på både farlige og lidt desperate måder at komme uden om køerne. Langs vejene stod folk med kufferter og poser og blaffede for et lift ud af hovedstaden. Det var uoverskueligt.
Jeg besluttede at vende om, og den distance, det havde taget to timer at køre ud af Kiev, tog det et kvarter at køre tilbage.
Nu sidder jeg på et hotel og kigger ud over et spøgelsestomt Kiev. Natten igennem er vi blevet vækket af høje drøn fra missiler. Russerne er få kilometer fra bygrænsen, og det er næsten ikke til at bære at tænke på, hvad der vil ske, når tanksene ruller ind.
Jeg skriver 'når', for det er næppe sandsynligt, at Ukraines hær kan holde den russiske overmagt stangen. Russerne er ikke ligefrem kendt for deres blødsødenhed over for civile, og man må frygte et blodbad, hvis Kievs borgere som ventet begynder en guerillakrig mod russerne.
Mine uger i Kiev har for mig været et spejl på, hvor hurtigt vores verden kan forandre sig. Kiev er på mange måder en helt normal centraleuropæisk storby. Indtil for få dage siden gik folk på restaurant og på bar. De nægtede at tro på, at Vladimir Putin virkelig ville bombardere en fredelig europæisk hovedstad. Nu er hele deres verden vendt på hovedet.
Ukrainere, jeg har lært at kende hernede, har taget konsekvensen. En kvinde med et barn er lykkedes med at komme til Rumænien. En fixer, jeg har arbejdet med, er fanget ude østpå og meget bekymret for sin kone og sine børn, og en tredje mand, jeg har talt med løbende, har fundet sin riffel frem og har meldt sig til en af de mange hjemmeværn, der har tænkt sig at kæmpe mod russerne i gaderne.
Det er heltemodigt, og der er ingen tvivl om, at de kan gøre livet særdeles surt for en ny russisk marionetregering i Kiev. Der er mindst en million håndvåben i omløb i Ukraine, formodentlig mange flere. I mine mere end tre uger i landet har jeg lært mange ukrainere at kende, og de er stålsatte på at kæmpe mod russerne fra gadehjørne til gadehjørne, fra vindue til vindue.
Modstandskampen fandt måske sit slogan, da det ukrainske militær indtog Snake Island, en lille ø ved Krim. Et russisk krigsskib advarede de ukrainske soldater om at lægge våbnene eller føle konsekvenserne. Ukrainerne svarede: »Russian warship, go fuck yourself!« Samtlige soldater på Snake Island blev efterfølgende dræbt af russerne.
Her i Kiev er modstandskampen allerede i gang. Regeringen har instrueret befolkningen i at lave molotovcocktails for på den måde at tage kampen op mod overmagten.
Hvad der end sker nu, så er den menneskelige tragedie allerede en realitet. I beskyttelsesrummet under vores hotel hilste jeg på nogle af de ukrainske damer, der fortsat troligt går på arbejde med høflige smil og triste øjne. Det er deres land, vi er i, det handler om deres fremtid.
Hundredtusinder af ukrainere er nu på vej på flugt mod Europa. Vi har pligt til at passe på dem og hjælpe dem. De er de ulykkelige ofre for den galskab, der har ramt Vladimir Putin og hans Rusland.
Den mørke skygge fra Moskva har nu lagt sig tungt over Kiev. De næste dage, uger, ja måneder, kan blive hæslige. Europa står med Ukraine, men forhåbentlig også med ukrainerne, når de kommer til os for hjælp. Dette er ikke deres krig.
B.T.s udsendte har gennemlevet nogle døgn, jeg aldrig glemmer. De stakkels ukrainere står over for et liv af uvis længde i ufrihed og modstandskamp.
Når historiebøgerne skal skrives, så vil der være et Europa før og efter 24.02.2022. Vi har set verden forandre sig foran vores øjne. Nu må vi træde i karakter og vise, at ønsket om frihed og demokrati er stærkere end brutalitet og diktatur. Ofrene i Ukraine må ikke være forgæves.
