Siden 1. juli har Danmark haft formandskabet for EU, men nu er det snart slut.

Den 1. januar overtager Cypern, og det vil ske med en række af de samme prioriteter, som har præget Danmarks EU-formandskab.

Det fastslår Cyperns præsident, Nikos Christodoulides, ved præsentationen af Cyperns formandskab på et pressemøde i Cypern søndag.

- Et uafhængigt EU er vores vigtigste prioritet. Det er det essentielle næste skridt i europæisk integration, siger Nikos Christodoulides.

Cypern vil styrke EU's uafhængighed gennem fem søjler.

Heraf er de to vigtigste - ligesom under det danske EU-formandskab - forsvar og sikkerhed samt øget konkurrenceevne.

- Cypern er EU's sydøstligste spids, og det sidste besatte EU-land, siger Nikos Christodoulides med henvisning til, at den cypriotiske regering kun kontrollerer de sydligste to tredjedele af landet, efter Tyrkiet besatte den nordlige del af landet i 1974.

Derfor har forsvar og sikkerhed samt hjælpen til Ukraine særlig stor betydning for Cypern:

- Vi har førstehåndsviden med, hvad invasion og besættelse betyder. Hvad det betyder, når fundamentale rettigheder overtrædes, siger Nikos Christodoulides.

Under det danske EU-formandskab lykkedes det at få EU-landene samlet bag målet om, at Europa skal være i stand til at forsvare sig selv i 2030.

Det arbejde vil Cypern fortsætte med vægt på blandt andet at styrke Europas forsvarsindustri og sikre, at EU's såkaldte Safe-lån til EU-landene går til hurtig oprustning.

- På samme tid vil vi styrke de transatlantiske bånd og samarbejdet mellem EU og Nato.

- Europæisk uafhængighed er ikke i konflikt med vores ønske om alliancer. Et mere uafhængigt EU er i sidste ende en stærkere partner for vores allierede, siger Nikos Christodoulides.

Han ser også migration som en "nøgleprioritet" og del af temaet om en sikker union.

Cyperns EU-ambassadør, Christina Rafti, fastslog 12. december, at Cypern seks år i træk har haft EU-rekorden for flest ankomster af "irregulære migranter".

Derfor deler Cypern i høj grad Danmarks ønske om at flytte asylbehandlingen uden for Europa og sikre hurtig hjemsendelse af afviste asylsøgere.

- Cypern vil trække på vores erfaringer med at håndtere migration. Både internt og eksternt.

- Vi vil adressere årsagerne til migration gennem meningsfuldt samarbejde med oprindelseslande, siger Nikos Christodoulides.

Ligesom under det danske EU-formandskab ligger styrket konkurrenceevne i toppen af prioriteterne for Cypern.

Det sker dog med et øget fokus på klimaforandringer i lyset af, at Cypern er en af EU's mest udsatte regioner for klimaomskiftninger.

Cyperns placering i Middelhavet omkring 100 kilometer syd for Tyrkiet vil også være i fokus, når EU-landenes stats- og regeringschefer til april skal samles til det første uformelle EU-topmøde i Cypern nogensinde.

Her vil Cypern blandt andet sætte fokus på maritim sikkerhed og styrket samarbejde mellem Middelhavslandene.

Som del af et EU åbent mod verden vil Cypern fortsætte Danmarks arbejde, når det gælder en udvidelse af EU med Ukraine og Moldova samt landene på Vestbalkan.

Det lykkedes desuden Danmark at få den første forhandlingsramme om det næste EU-budget på plads. Der vil Cypern nu tage det næste skridt, så der i juni kommer tal på.

Målet er, at EU-landene på topmødet i december 2026 skal blive enige om deres position på EU-budgettet. Det vil i givet fald ske under det irske EU-formandskab.

Lykkes det EU-landene at nå i mål med deres position på EU-budgettet i slutningen af 2026, så har de et år til blandt andet at forhandle budgettet på plads med EU-Parlamentet, inden det skal træde i kraft 1. januar 2028.

/ritzau/