Cuba er fredag blevet ramt af østatens andet nedbrud af det nationale elnet denne uge.

- Procedurerne for at genoprette elforsyningen er sat i gang, skriver Cubas energiministerium på sociale medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Nedbruddet skete klokken 16.30 lokal tid (22.30 dansk tid, red.), skriver Cubas nationale elselskab, Unión Eléctrica (UNE), fredag aften dansk tid i et opslag på X.

UNE kommer ikke umiddelbart med nogen årsag til, hvorfor elnettet er blevet sat ud af drift.

Det er ifølge nyhedsbureauet AFP tale om det fjerde landsdækkende nedbrud i østaten i år. Det seneste skete mandag.

De cubanske myndigheder lykkedes sent tirsdag aften med at genoprette strømmen til det meste af østaten.

Flere dele af øen, heriblandt den næststørste by, Santiago de Cuba, har ifølge Reuters fortsat været uden strøm på grund af alvorlig mangel på brændstof.

26-årige Yailin Fis Garcia står fredag foran sin mørklagte café i den centrale del af hovedstaden Havana med sin fem måneder gamle baby på armen. Hun og hendes familie åbnede caféen for få uger siden.

- Al maden bliver ødelagt, og det koster os penge, siger hun til Reuters.

Hun mener dog, at situationen kunne være endnu værre.

Hun fortæller, at hun bor i udkanten af hovedstaden, hvor manglen på strøm er af en sådan karakter, at familien den seneste måned kun har haft adgang til elektricitet en til to timer om dagen.

Cuba var allerede hårdt ramt af tilbagevendende strømafbrydelser, da USA's præsident, Donald Trump, i begyndelsen af året i praksis indførte en blokade ved at true med sanktioner mod lande, der leverer brændstof til Cuba.

Det har udløst massive strømafbrydelser og ramt Cubas økonomi hårdt.

USA har kaldt Cubas regering en trussel mod den nationale sikkerhed og sagt, at sanktioner er nødvendige for at fremtvinge et regeringsskifte på øen - et mangeårigt mål i USA's politik over for Cuba.

Cuba ligger 145 kilometer fra de amerikanske øer Florida Keys, der er en del af delstaten Florida. Cuba har længe fastholdt, at landet ikke udgør nogen trussel mod USA.

RITZAU