Efter næsten et helt år uden nævneværdig coronavirussmitte og bare 60 coronarelaterede dødsfald, oplever Thailand nu for alvor smitten med covid-19.

427 nye infektioner er opdaget tirsdag, og mere end 1.000 mennesker er smittet, efter at en ældre dame blev konstateret smittet med covid-19 på et skaldyrsmarked i Samut Sakhon vest for hovedstaden Bangkok i weekenden.

Blandt de nyeste tilfælde er 397 immigranter fra Myanmar, der næsten alle sammen arbejder på det Thailands største skaldyrsmarked, Central Shrimp Market. Det skriver Reuters.

Flere end 1.100 tilfælde, er siden udbruddet startede, blevet sporet til det nu lukkede center, hvor de sælger rejer og skaldyr fra havet.

Migrantarbejdere fra Myanmar arbejder på en fiskebåd i kystbyen Samet Sakhon.
Migrantarbejdere fra Myanmar arbejder på en fiskebåd i kystbyen Samet Sakhon. Foto: LILLIAN SUWANRUMPHA
Vis mere

Angsten for rejer er pludselig blevet reel i Bangkok, hvor restauranter og markeder nu oplever, at folk ikke tør købe varen.

Folk fra 22 thailandske provinser har været på markedet i Samut Prakan i perioden 1. til 18. december. Myndighederne arbejder på at identificere dem, og de skal alle testes for coronavirus.

»Omkring 1.000 mennesker fra hele landet har været på markedet i Samut Prakan for at købe ind. De skal alle testes,« siger Taweesin Wisanuyothin, en talsmand for en lokal specialenhed, der forsøger at dæmme op for coronaudbruddet.

Thailand havde før det seneste udbrud kun haft sporadisk smitte med 4.300 smittede og de 60 dødsfald. Det var blandt de allerlaveste i hele verden.

Migrantarbejdere taler med sundhedsarbejdere, inden de får en coronavirustest.
Migrantarbejdere taler med sundhedsarbejdere, inden de får en coronavirustest. Foto: CHALINEE THIRASUPA
Vis mere

Det skyldes en hård indsats mod turismen, der ellers udgør 18 procent af landets bruttonationalprodukt. Ingen udlændinge har fået lov til at rejse ind i landet, med mindre de fra august går i to ugers isolation for egen regning.

16 andre smittetilfælde blev rapporteret tirsdag i otte forskellige provinser.

Arbejdskraften til Thailands skaldyrsindustri kommer fra Myanmar. Og myndighederne mistænker, at nogle arbejdere er vendt tilbage fra Myanmar, siden smittetallet steg meget der.

Regeringen i Thailand forbereder sig på at indføre restriktioner, hvis smitten breder sig og kommer ude af kontrol.

Thailands premierminister Prayut Chan-o-cha har sat gang i forberedelserne til nye forholdsregler efter udbruddet af covid-19 i Samut Sakhon.
Thailands premierminister Prayut Chan-o-cha har sat gang i forberedelserne til nye forholdsregler efter udbruddet af covid-19 i Samut Sakhon. Foto: NARONG SANGNAK
Vis mere

Foreløbig har de oprettet et felthospital i Samut Sakhon. Der skal immigranterne testes og eventuelt indlægges.