EU's præsident, António Costa, burde have holdt sig fra at forsøge at kontakte Kreml via sin stabschef.

Det mener flere stats- og regeringsledere på EU-topmødet i Bruxelles.

António Costa forsvarer dog sin fremgangsmåde på det afsluttende pressemøde efter EU-topmødet fredag.

Det er nødvendigt, at EU har sin egen kontakt med Rusland, mener Costa.

- Det jeg forsøger at gøre er at etablere en diplomatisk kanal.

- Vi kan ikke forlade os på, at andre fortolker Ruslands beskeder, og vi skal også selv kunne give beskeder til Rusland, siger Costa.

Han siger, at formålet ikke har været at forhandle fred på vegne af EU eller Ukraine direkte med Rusland uden om de 27 EU-lande.

- Vi havde en god diskussion (på topmødet, red.) Det var meget brugbart i forhold til at få afklaret nogle misforståelser.

- EU er ikke og vil ikke forsøge at være mæglere mellem Rusland og Ukraine. EU er på Ukraines side. Det har vi været igennem krigen, og det vil vi også være efter krigen, siger António Costa.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har en højtstående rådgiver for Costa i de seneste uger haft "kortvarige" kontakter med Kreml "for at åbne kommunikationskanaler".

Selvom alle EU-landenes ledere ønsker fred i Ukraine, så er der en stor gruppe, der ikke tror på, at Rusland ønsker fred.

Derfor mener de, at EU bør holde sig fra kontakt til Rusland.

Costa anerkender, at Rusland ikke vil forhandle fred:

- Vi har ikke troværdige tegn fra Rusland på de vil indlede seriøse forhandlinger, siger António Costa efter topmødet.

Når der ikke er udsigt til reelle fredsforhandlinger, bør Europas fokus ligge på at presse Rusland, mener blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S).

Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, lader på sit afsluttende pressemøde forstå, at det bør være de tre store europæiske lande samlet i E3, der står for eventuelle forhandlinger.

- E3 blev samlet på ønske fra Ukraine, og der er en intern logik i, at Tyskland, Frankrig og Storbritannien arbejder sammen.

- Vi giver stort bidrag til Ukraine, og Ukraine har eksplicit ønsket, at E3 spiller en stor rolle, siger Friedrich Merz.

Det ventes at være E3-landene, der skal bære hovedansvaret for sikkerhedsgarantier til Ukraine efter krigen.

Der er ikke grund til at bruge tid på, hvem der skal repræsentere Europa i forhandlingerne på nuværende tidspunkt, lader Merz forstå.

- António Costa spiller en stor rolle i at forberede os på diskussionerne på topmøderne. Ud over det, er der ikke brug for at træffe beslutninger, siger Friedrich Merz.

/ritzau/