Kan coronavirus koste Donald Trump det kommende præsidentvalg i USA?

Det spørgsmål kredser flere og flere om i de amerikanske medier.

Virussen har slået benene væk under det amerikanske aktiemarked, og frygten for en recession er steget, hvilket alt sammen sætter et massivt pres på landets ledelse.

»Hvis corona-epidemien materielt rammer USAs økonomiske vækst, kan det øge muligheden for, at Demokraternes vinder 2020-valget,« lyder det fra analytiker i Goldman Sachs Ben Snider til CNN.

Donald Trump har som præsident blandt andet slået sig op på en økonomisk fremgang, og netop det parameter har tidligere vist sig at spille en stor rolle for udfaldet af et præsidentvalg.

Det truer derfor Trumps position, når amerikanske eksperter nu har fordoblet risikoen for en amerikansk recession. De dystre forudsigelser anerkender selv den tidligere chef for USAs nationalbank Janet Yellen, der kalder en periode med økonomisk nedgang for 'tænkelig'.

Årsagen er, at frygten for coronavirussen har ramt de finansielle markeder hårdt.

Det samme har de mange uoverskuelige konsekvenser for den globale produktion og handel. Amerikanske virksomheder som Apple og Walmart har eksempelvis store investeringer i Kina, hvilket lige nu rammer dem på pengepungen.

Udfaldet de kommende uger og måneder afhænger i høj grad af, hvor hårdt USA – der har over 700 smittede og 26 døde – i sidste ende bliver ramt af coronavirussen.

»Den største nuværende trussel mod præsidentens genvalg er, at tingene løber løbsk, hvilket kan ramme sundhedsområdet og økonomien,« lyder det fra finanseksperten Chris Meekins ifølge mediet Politico.

Selvom præsident Trump ikke er skyld i coronavirussen, så påpeger den politiske kommentator Ross Doutthat i New York TImes, at han kan holdes ansvarlig for håndteringen af den.

Og her mener han, at Det Hvide Hus på adskillige områder allerede har fejlet i forhold til at reagere i tide og iværksætte nødvendige tiltag for at afbløde de mange konsekvenser.