I den northailandske provins Sakon Nakhon er al salg af alkohol i butikkerne blevet forbudt indtil den 16. april. Det sker for at forhindre spredningen af coronavirus - som der for øvrigt endnu ikke er fundet en eneste smittet af i provinsen

Der bor godt en million mennesker i Sakon Nakhon, og hvis de ikke retter sig efter forbuddet, vanker der op til et år i fængsel eller en bøde på 100.000 bath (godt 20.000 danske kroner).

Det er lavet for at komme drikkeriet i hjemmene til livs. Det er en populær tradition blandt thaierne og kan være med til at sprede virusinfektionen.Thailand har det højeste alkoholforbrug af alle i Sydøstasien.

Flere af landets 77 provinser vil formentlig følge trop, hvis stigningen i antallet af smittede fortsætter med at stige. Onsdag havde Thailand 1772 smittede med covid-19 og 12 døde.

Et skilt med gode råd om covid-19 virussen på en hovedgade i landsbyen Don Khueang i Sakon Nakhon.
Et skilt med gode råd om covid-19 virussen på en hovedgade i landsbyen Don Khueang i Sakon Nakhon. Foto: Finn B. Hansen
Vis mere

Thailand har i forvejen regler, der forbyder salg af alkohol mellem kl. 14 og 17 om eftermiddagen.

»Regeringen beder alle borgere om at undlade enhver sammenkomst under denne tid,« sagde Taweesilp Witsanuyotin fra smittecenteret til Bloomberg tirsdag.

Han sagde også, at hver enkelte guvernør har autoriteten til at indføre strengere regler.

Landet indførte en månedlang undtagelsestilstand sidste uge i et forsøg på at komme coronasmitten til livs. Den giver regeringen mulighed for at indføre udgangsforbud og at kontrollere medierne strengere, end de gør for øjeblikket.

Thailands premierminister Prayut Chan-o-cha holder en tv-tale og introducerer undtagelsestilstande i landet i sidste uge.
Thailands premierminister Prayut Chan-o-cha holder en tv-tale og introducerer undtagelsestilstande i landet i sidste uge. Foto: Finn B. Hansen
Vis mere

Alle borgere, der forlader millionbyen Bangkok - der nu er så godt som lukket - for at søge ud til familien på landet, skal gå i frivillig karantæne i 14 dage.

Regeringen overvejer nu helt at lukke for al offentlig transport, for at forhindre store menneskemængder i at forlade deres hjem i hovedstaden Bangkok.