Mens dødsyge børnefamilier i New York ikke kan få adgang til en covid-19-test, så har supermodellen Heidi Klum og andre amerikanske kendisser tilsyneladende ikke de store problemer med at blive testet.
Også selvom flere af disse ikke engang har symptomer.
Førnævnte Heidi Klum havde dog angiveligt tør hoste.
På det sociale medie Instagram brokkede supermodellen og tv-personligheden sig fredag over, at det var 'umuligt' at blive testet. Hurtigt druknede Klum nærmest i testtilbud. Og allerede dagen efter (lørdag) skrev den hårdtprøvede superstjerne igen på Instagram: 'Åh, ENDELIG er jeg blevet testet. Og jeg er ikke smittet – corona negativ.«

Den slags ventetid (eller mangel på samme) ville dødsyge børnefamilier i den hårdt ramte New York-forstad New Rochelle nok give gode penge for.
Her fik en syg mor ifølge avisen New York Times i sidste uge at vide, at hun trods symptomer ikke kunne blive testet, fordi hun ikke havde opholdt sig i en af de internationale 'hotspots' som Italien eller Kina. Og i både New York, Californien og Washington State venter mange ansatte i sundhedssektoren også på at blive testet.
I USA er samtlige store sportsgrene lukket ned på grund af den verdensomspændende virus. Og derfor fik ejeren af det berømte NBA-baskeballhold Brooklyn Nets hele holdet testet for coronavirus. Fire testede positiv, selvom kun én af disse spillere havde haft symptomer.
Via Twitter ønskede New Yorks borgmester, Bill de Blasio, holdet 'god bedring'. Samtidig irettesatte han manageren med de mistænkeligt gode test-forbindelser:

»Et helt NBA-hold skal ikke testes bare for en sikkerhedsskyld, når der er syge folk, der venter forgæves. Coronatest er for de syge, ikke for de rige.«
Under en pressekonferrence torsdag blev Donald Trump spurgt, om denne forskelsbehandling virker fair. Og præsidenten svarede:
»Det ved jeg ikke. Men du skulle tage og spørge dem, der får testen foretaget. Det virker påfaldende, at nogle folk bliver testet meget hurtigt.«
Blandt andre amerikanske kendisser, der er testet corona-negativ, er realitystjerne Kim Kardashian og hendes mor, Kris Jenner. Også Celine Dion er blevet raskmeldt efter en hurtig coronatest. Og ifølge New York Times er samtlige medlemmer af baskeballholdene New Yorks Jets, Utah Jazz og New York Nets blevet testet for coronavirus, også selv kun enkelte spillere havde symptomer.

Ifølge avisen Washington Post benytter især Hollywood-eliten, skuespillere, studieejere og filmproducenter sig af det private firma LifeSpan, der har de bedste amerikanske læger på speed-dial.
Her kan filmstjernerne og supermodllerne komme i kontakt med de bedste læger og laboratorier. Og i nogle tilfælde går der blot timer imellem coronatest og resultat.
»Denne svære situation afslører den beskidte sandhed om vores elitære samfund, hvor man kan købe sig til alt, også sundhed og overlevelse. I min praksis må jeg rationere testen. Og når det endelig sker, må syge patienter vente op til syv dage på resultatet.«
Sådan skriver den amerikanske læge Uche Blackstock på Twitter og andre sociale medier.

