'De mange ignorante, samvittighedsløse og selviske personer, der har nægtet at følge rådene fra professionelle sundhedsmyndigheder, bærer skylden. Personer, som mener, at deres 'ret' til ikke at gå med mundbind er vigtigere, end at uskyldige mennesker dør.'

Sådan lyder en lille del af mindeordene for David W. Nagy fra Texas, USA.

En 79-årig gammel mand og far til fem, som 22. juli døde efter at have fået bekræftet at være smittet med coronavirus.

I mindeordene, som er blevet citeret i adskillige amerikanske medier, deriblandt Washington Post, sviner David W. Nagys efterladte familiemedlemmer blandt andet også præsident Donald Trump til.

'Familien mener, at Davids død var unødvendig. De skyder skylden for hans død på Trump, Abbott (Greg Abbott, guvernør i Texas, red.) og alle de andre politikere, der ikke tog denne pandemi alvorligt, men som i stedet var mere bekymret for deres popularitet,' står der.

Mindeordene blev bragt i lokalavisen i byen Jefferson i Texas, og de er siden gået viralt på sociale medier.

Til Washington Post fortæller 72-årige Stacey Nagy, der er enke til den afdøde, at hun følte, det var nødvendigt at bruge hendes afdøde ægtemands sidste ord i et forsøg på at kræve ændringer.

»Jeg var rasende over situationen og over måden, som folk snakker om og behandler pandemien. Folk lader som ingenting,« siger hun og fortsætter:

Mindeordene, der er gået viralt på sociale medier.
Mindeordene, der er gået viralt på sociale medier.
Vis mere

»Det er på grund af deres uforsigtighed, og fordi politikerne ikke får kontrol over situationen, at så mange mennesker dør. Jeg er virkelig, virkelig rasende, og derfor skrev jeg det. Jeg mener alt det, jeg skrev.«

Ifølge det amerikanske medie nåede Nagy-parret at være gift i 20 år, før David W. Nagy døde.

Han led i forvejen af dårligt hjerte, højt blodtryk og diabetes, inden han blev smittet med coronavirus, og derfor valgte Stacey og David Nagy, at han som en sikkerhedsforanstaltning skulle indlægges på hospitalet.

Det viste sig dog at være en dårlig beslutning, da der skete et udbrud af coronavirus på hospitalet, hvor han og 16 andre patienter blev smittet.

»Jeg troede, jeg gjorde det rigtige for at sikre mig, at han var i sikre hænder, og så ender han alligevel med at få sygdommen. Det er hjerteskærende, og jeg er rasende. Det er derfor, jeg er så sur på alle dem, jeg nævner i mindeordene. Sygdommen havde ikke behøvet at komme så meget ud af kontrol, som den er nu,« siger enken.

Hun kunne ikke besøge sin nu afdøde mand, inden han gik bort, da hospitalet af sikkerhedsmæssige årsager ikke tillod besøgende.

Hun snakkede dog med ham gennem et vindue hver eneste dag. Når de sagde farvel til hinanden, kyssede de på hver sin side af ruden, men den sidste dag, Stacey så David, var han bevidstløs.

'David gjorde alt, han kunne for at overleve, men det gjorde andre ikke. Skam jer og må karma finde jer alle,' afslutter hun mindeordene for sin elskede.

David W. Nagy efterlader sig – ud over konen, Stacey – fem børn.