Der var egentlig tale om et indgreb, som skulle redde en kvindes liv, da hun i efteråret 2020 blev opereret i Michigan, USA, og fik en dobbelt lungetransplantation.

Hun led af en kronisk lungesygdom. Nu opstod muligheden for en transplantation, og hun blev derfor opereret på University Hospital i Ann Arbour.

Lungerne kom fra en kvinde, som kort forinden på tragisk vis havde mistet livet i en trafikulykke, skriver NBC News.

Transplantationen gik fint, men få dage efter operationen begyndte kvinden med de nye lunger at få det rigtig skidt. Hun fik feber, hendes blodtryk faldt, og hun begyndte at få meget besværet vejrtrækning.

I takt med at hendes tilstand blev værre dag for dag, begyndte lægerne at mistænke covid-19. Så de testede hende for covid-19, og testen viste sig at være positiv.

Kort efter blev den kirurg, som havde foretaget transplantationen, også syg med covid-19.

På trods af omfattende og forskelligartet behandling for at redde kvinden døde hun 61 dage efter operationen.

Sagen vækker opsigt i USA og har givet anledning til dyb bekymring.

»Vi ville selvfølgelig ikke have brugt lungerne, hvis vi havde haft en positiv covid-19-test,« skriver dr. Daniel Kaul, direktør for Michigan Medicine’s transplantationsafdeling, i en rapport om sagen:

»Alle de screeninger, vi normalt foretager, udførte vi.«

Før transplantationen blev den afdøde kvinde, der donerede sine lunger, testet for covid-19 via prøver i både næse og hals. Prøverne var negative.

Men lægerne havde gemt væsker fra donorens lunger, og da de testede den væske i kølvandet på den bekymrende udvikling, kunne de se, at donoren havde covid-19.

Modtageren af lungerne havde altså med sikkerhed fået transplanteret lunger ind i kroppen, som var inficeret med coronavirus. Derfor endte transplantationen i sidste ende med at dræbe hende.

Sagen, som dr. Kaul kalder »en tragedie«, er den første, hvor det med sikkerhed er bekræftet, at en patient har fået covid-19 som følge af en transplantation.

Der har dog været mistanke om det før.

Otte sager fra USA i 2020, hvor modtagere af organer fik covid-19, er netop blevet vurderet i en større rapport udført af de amerikanske sundhedsmyndigheder.

I disse otte tilfælde blev det dog konkluderet, at smitten højst sandsynligt var sket på hospitalet.

Historien fra Michigan har fået eksperter i USA til at kræve, at man nu tester mere grundigt, før man foretager organtransplantationer, og at man forsøger at kortlægge, om alle organer potentielt kan bære smitte ind i en modtager af organet.

Dr. Kaul understreger dog, at modtagere af organdonationer ikke skal være bange for at få en transplantation.

Der blev gennemført 40.000 organtransplantationer i USA i 2020. Indtil videre er der kun ét bekræftet tilfælde af, at et organ har båret smitten ind i en person.