Natten til mandag er det stadig ikke lykkedes at få et containerskib, som tirsdag løb på grund i Suez-kanalen, fri.
Derfor bliver det nu overvejet at fjerne en del af de 18.300 containere på det 400 meter lange containerskib "Ever Given" for at mindske skibets vægt.
Det oplyser Suez Canal Authority (SCA), der står for driften af kanalen, søndag aften ifølge NBC News.
Ifølge lokale medier har Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, givet SCA ordre til at forberede sig på, at det kan blive nødvendigt at fjerne containere.
Søndag forsøgte 14 slæbebåde forgæves at frigøre containerskibet.
Men der er muligvis behov for endnu flere slæbebåde for at få det over 200.000 tons tunge skib bugseret fri.
Firmaet Leth Agencies, der servicerer rederier på Suez-kanalen, skriver således i et tweet sent søndag aften, at SCA har besluttet at udskyde det næste forsøg på at få skibet til at flyde igen, indtil der er "tilstrækkelig slæbebådskraft".
- Næste forsøg vil sandsynligvis finde sted mandag aften, skriver Leth Agencies.
Oplysningen er ikke bekræftet af SCA.
Tidligere søndag var der ellers håb om, at bjærgningsindsatsen kunne frigøre skibet i forbindelse med højvande og dermed afslutte den maritime trafikprop, der koster den globale økonomi milliarder af kroner.
Siden tirsdag har den vigtige vandvej været blokeret, og over 350 skibe med laster til milliarder af dollar venter ifølge NBC News ved de to indsejlinger til Suez-kanalen, der forbinder Det Røde Hav med Middelhavet.
/ritzau/