Søndag morgen blev én person dræbt og mindst fem såret i et formodet terrorangreb ved Kochav Yair i Israel.

B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino, fortæller, at angrebet ifølge de israelske myndigheder er begået af en arabisk-israelsk statsborger.

»Det er som regel palæstinensere fra Vestbredden eller det østlige Jerusalem, der begår denne type angreb, men det hænder også, at israelske arabere står bag,« siger han. 

Kochav Yair ligger tæt ved grænsen til den israelskbesatte Vestbred.

The Jerusalem Post skriver, at mindst én af de formodede gerningsmænd blev dræbt af israelske sikkerhedsstyrker, mens myndighederne fortsat leder efter den anden. 

Ifølge Jotam Confino er det især opsigtsvækkende, at en arabisk-israelsk statsborger mistænkes for at stå bag angrebet.

»Når det er tilfældet, skaber det desværre også en større frygt blandt israelere, da man anser den arabiske minoritet - som man arbejder og lever side om side med - som en integreret del af samfundet,« siger han. 

Derfor rammer det også ekstra hårdt, når et angreb angiveligt udføres af en integreret minoritet, vurderer Confino.

»Det gør derfor ekstra ondt, når angrebet kommer 'indefra'. Det vil desværre nok også blive brugt af den ekstreme højrefløj, som udgør et mindretal, men som samtidig har stor politisk indflydelse,« siger han.

»Og det sidste, Israel har brug for lige nu, er større intern splittelse.«

Ifølge The Jerusalem Post blev en mand i 30'erne erklæret død på stedet. De sårede blev efterfølgende bragt til hospitalet.

Ministeren for national sikkerhed, Itamar Ben-Gvir, skrev søndag på X, at gerningsmændene vil blive mødt med dødsstraf, hvis de pågribes i live.