Colombias præsident, Abelardo de la Espriella, har anmodet USA's præsident, Donald Trump, om midlertidigt at fjerne de amerikanske toldsatser på colombianske varer.

Det skriver de la Espriella lørdag aften i et opslag på det sociale medie X, hvor han omtaler en telefonsamtale med den amerikanske præsident.

Anmodningen kommer ifølge den colombianske præsident som følge af et dødeligt jordskælv, der ramte det sydamerikanske land tidligere på ugen.

- Jeg bad ham (Trump, red.) overveje midlertidigt at suspendere de høje toldsatser, der rammer colombianske produkter, for at lette presset på vores erhvervsdrivende, som står i en meget vanskelig situation som følge af jordskælvet, skriver de la Espriella ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den amerikanske told på import af colombianske varer blev den 24. juli hævet fra 10 procent til 12,5 procent. Enkelte varer, herunder kaffe og olie, er undtaget.

Ifølge den colombianske præsident varede telefonsamtalen med Trump lørdag omkring 10 minutter.

Under samtalen udtrykte den amerikanske præsident ifølge de la Espriella medfølelse med de omkomne efter mandagens jordskælv, der var det kraftigste i landet i det indeværende århundrede.

- Samtalen var meget venlig og hjertelig.

- Jeg fortalte ham, at vi står over for en enorm udfordring: at genopbygge Colombia midt i den ekstremt vanskelige og katastrofale økonomiske situation, som jeg har arvet, skriver den colombianske præsident.

Jordskælvet har ifølge AFP lagt store dele af de vestcolombianske byer Cali og Pereira i ruiner. Mindst 294 personer har mistet livet, og næsten 13.000 bygninger er blevet ødelagt.

Abelardo de la Espriella blev taget i ed som Colombias præsident i sidste uge, efter at han havde vundet anden runde af præsidentvalget i juni.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, støttede under valgkampen de la Espriella, der forud for præsidentvalget havde lovet et tæt forhold til USA.

RITZAU