Colombianske oprørsgrupper varsler våbenhvile under præsidentvalg
Der er præsidentvalg i Colombia den 31. maj. Flere oprørsgrupper vil i den forbindelse indstille angrebene.
Der er præsidentvalg i Colombia den 31. maj. Flere oprørsgrupper vil i den forbindelse indstille angrebene.
De colombianske oprørsgrupper Estado Mayor Central (EMC) og Den Nationale Befrielseshær (ELN) meddeler onsdag, at de vil indgå hver deres våbenhvile forud for præsidentvalget, der afholdes den 31. maj.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den Nationale Befrielseshær skriver i en udtalelse, at gruppen vil respektere colombianernes ret til at stemme, og at våbenhvilen vil løbe fra midnat den 30. maj til midnat den 2. juni.
Samtidig meddeler EMC, der består af tidligere soldater fra guerillabevægelsen Farc, at gruppen indstiller sine militære operationer mod landets væbnede styrker mellem den 20. maj og 10. juni.
Regeringen i Colombia indstillede sidste år fredsforhandlinger med ELN efter en række angreb i landet.
/ritzau/