Clinton, Bush, Obama og Biden i interview: Har stadig håb for USAs fremtid
»Når man ser på den amerikanske historie, har vi været igennem svære perioder. Og vi har en tendens til at komme stærkere ud på den anden side af dem,« lyder det.

»Når man ser på den amerikanske historie, har vi været igennem svære perioder. Og vi har en tendens til at komme stærkere ud på den anden side af dem,« lyder det.

»USA er større end enkeltpersoners personlige håb og drømme.«
Selvom landet er »polariseret«, og tilliden er »dalet«, er fire tidligere amerikanske præsidenter fortrøstningsfulde, når det kommer til fremtiden.
Det fortæller Bill Clinton, George W. Bush, Barack Obama og Joe Biden ifølge NBC News i et nyt interview med 'Today'-værten Jenna Bush – der er datter af George W. Bush – i forbindelse med USAs 250-års jubilæum til sommer.
Interviewet er blevet lavet, mens landet er præget af dyb splittelse langs de politiske linjer.
Meningsmålinger viser ifølge NBC News udbredt frygt blandt amerikanerne for trusler mod demokratiet under den nuværende præsident, Donald Trump.
I interviewet udtrykker George W. Bush dog optimisme om landets fremtid, da der også tidligere i landets historie har været »perioder med intens vrede og intens rivalisering mellem ideer.«

»Det faktum, at man kan tale på offentlige torv uden at blive fængslet. Det faktum, at vi har en presse, der er villig til at stille de magtfulde til regnskab. Jeg mener, det er alt sammen ting, der bør og generelt også forener os,« siger han.
»USA er større end enkeltpersoners personlige håb og drømme,« lyder det fra Bill Clinton.
Også Barack Obama tror på, at udviklingen kan blive vendt igen, selvom landet ifølge ham »er polariseret, og tilliden er dalet«:
»Første gang jeg stod på den nationale scene og talte om håb, mindede jeg folk om, at håb ikke er blind optimisme; håb opstår i mødet med vanskeligheder, i mødet med usikkerhed,« forklarer han og tilføjer:
»Når man ser på den amerikanske historie, har vi været igennem svære perioder. Og vi har en tendens til at komme stærkere ud på den anden side af dem.«