Israel har ifølge civilforsvaret i Gaza gennemført adskillige luftangreb i Gaza By i løbet af natten til lørdag.

Det siger Mahmud Bassal, som er talsperson for Gazas civilforsvar, ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Det var en meget voldelig nat, hvor (den israelske hær, red.) udførte dusinvis af luftangreb og artilleribeskydning i Gaza på trods af den amerikanske præsident Donald Trumps appel om at stoppe bombardementer, efter at Hamas accepterede en aftale om våbenhvile, siger han til AFP.

I et opslag på X lørdag advarer en talsperson fra Israels hær om, at Gaza By fortsat er en farlig kampzone.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, krævede fredag aften, at Israel skulle stoppe sine bombardementer i Gaza, for at gidslerne kan komme sikkert ud.

Donald Trump skrev desuden på Truth Social, at han mener, at Hamas er "klar til en varig fred".

Det er Trump selv, der har fremlagt en omfattende plan for, hvordan der kan opnås fred i Gaza-striben.

Han gav Hamas en frist til søndag aften amerikansk tid til at acceptere planen, men allerede fredag aften kom svaret fra den palæstinensiske gruppe.

Her lød det, at den militante palæstinensiske gruppe er klar til at frigive alle gidsler som led i planen. De nærmere detaljer skal forhandles, lød det fra Hamas.

Natten til lørdag har Israels premierminister Benjamin Netanyahus' kontor meldt ud, at landet forbereder sig på en "øjeblikkelig implementering af første del af Trumps plan med øjeblikkelig løsladelse af alle gidsler".

Kort tid efter meldingen fra Netanyahus' kontor skrev Times of Israel, at Israels militær af den politiske ledelse er blevet beordret til en nedtrapning af de offensive aktiviteter i Gaza til et minimum. Det berettede militærradioen Army Radio ifølge mediet.

Modsat morgenens meldinger om angreb i Gaza lød det ifølge Times of Israel i ordren, at landstyrkerne udelukkende skal udføre defensive operationer.

Mahmud Bassal fra Gazas civilforsvar siger til AFP, at 20 hjem er blevet ødelagt i nattens angreb.

Gazas civilforsvar opererer under Hamas.

/ritzau/