Syriens militær har torsdag givet civile besked på at forlade to belejrede kurdiske områder i byen Aleppo.
Det er sket, mens kurdiske styrker og regeringssoldater for tredje dag i træk støder sammen i den nordligt beliggende syriske by.
Kampene brød ud tirsdag. Mindst 17 mennesker har mistet livet.
Tusindvis af mennesker er allerede flygtet fra området. Ifølge myndighederne havde de civile frem til klokken 13 torsdag lokal tid til at flygte. En halv time senere ville bombardementer blive genoptaget.
SDF - en kurdiskdomineret milits, der kontrollerer større dele af det nordøstlige Syrien - og Syriens hær beskylder hinanden for at være skyld i den voldelige eskalering af situationen i Aleppo.
I marts sidste år blev der indgået en aftale mellem SDF og den nye regering i Syrien. Den gik ud på, at SDF skulle blive en del af de statslige institutioner.
Kurderne presser imidlertid på for at få et decentralt styre, hvilket den syriske regering, som kom til magten i slutningen af 2024, afviser.
Imens tilbyder Tyrkiet at hjælpe den syriske regering i kampen mod kurderne.
Tyrkiet har længe været i konflikt med kurdiske SDF og ser gruppen som en sikkerhedstrussel og en forlængelse af PKK, der er forbudt i Tyrkiet.
- Tyrkiet støtter Syriens kamp mod terrororganisationer, siger en embedsmand hos forsvarsministeriet, der udtaler sig anonymt.
- Hvis Syrien beder om hjælp, så vil Tyrkiet komme med den nødvendige støtte, siger embedsmanden, der dermed fastholder et også tidligere fremsat tilbud fra den tyrkiske regering om støtte til Syriens nye regering.
Ahmed al-Sharaa blev præsident i Syrien, efter at oprørere havde væltet den tidligere præsident Bashar al-Assads styre i slutningen af 2024.
/ritzau/AFP
