Man kan ikke stole på Kinas oplysninger om, hvor mange kinesere der er ramt af coronavirus.

Det mener den amerikanske efterretningstjeneste CIA, ifølge New York Times.

Med tidligere og nuværende efterretningsansatte som kilder hævder avisen, at CIA i hvert fald siden starten af februar har advaret præsident Trump og hans regering om, at Kinas corona-opgørelser var upålidelige.

Det reelle antal smittede i Kina skulle angiveligt være højere end de officielle tal, som landet opgiver til verdenssundhedsorganisationen WHO.

Det kan have stor betydning for de løsningsmodeller for smittens spredning og forløb, som både USA og andre lande regner med.

Derfor forsøger den amerikanske efterretningstjeneste angiveligt ved egen hjælp at få mere retvisende tal for, hvor meget og hvor hurtigt coronavirusset har spredt sig og fortsat spreder sig i Kina.

Med til billedet hører også, at de lokale embedsmænd i Wuhan-området, hvor den dødbringende virus begyndte sin hastige spredning kort før årsskiftet, efter alt at dømme holdt de negative informationer tilbage af frygt for at vække vrede hos landets øverste magthavere i hovedstaden Beijing.

På den baggrund har amerikanske efterretningstjenester ifølge New York Times konkluderet, at også den kinesiske regering selv famler lige så meget i blinde som resten af verden i forhold til at have et sandfærdigt billede af smitteomfang, gennemførte tests og coronadødsfald i Wuhan og resten af Kina.

Den danske ekspert Kjeld Erik Brødsgaard, der er professor i kinastudier, politik, økonomi og international handel ved Copenhagen Business School, ser dog umiddelbart ikke grund til at tvivle på rigtigheden af de officielle corona-opgørelser fra Kina.

»Jeg har svært ved at se, hvad deres interesse i at underdrive tallene skulle være. Kina har også al mulig interesse i at få økonomien i gang igen og få migrantarbejderne tilbage på fabrikkerne. De har brug for rigtige tal for at kunne håndtere situationen med den fornødne varsomhed, for en genopblusning af smitten vil være katastrofal for dem,« påpeger professoren over for B.T.

»De kan ikke have nogen interesse i ikke at være åbne. Der er ingen tvivl om, at de oprindeligt sov i timen, hvor dårlige nyheder blev undertrykt lokalt, så de ikke nåede kejseren i Kina, for han havde nok ikke lyst til at høre det. Men når de så hører det, så handler de virkelig, som vi så, da 60 millioner mennesker i Wuhan-området blev lukket ned,« tilføjer Kjeld Erik Brødsgaard.

»Men naturligvis skal man også i dette tilfælde omgås tal med kritisk sans, sammenligne dem med andre og bruge sin sunde fornuft. Men med så megen opmærksomhed internationalt og internt i Kina vil man have meget vanskeligt ved at skjule en opblomstring af corona,« vurderer CBS-professoren.

Kjeld Erik Brødsgaard mener, at Kina har en objektiv interesse i at bekæmpe corona bedst muligt.

»Hvis USA og Europa for den sags skyld glider ind i en dyb krise, så er der tale om vigtige, enorme eksportmarkeder for kineserne. Det vil give kæmpemæssige problemer for kinesisk økonomi,« tilføjer Kina-eksperten.