Christian tog i krig for Ukraine – da han kom hjem ramte den hårde virkelighed ham
Danske Christian Vig har kæmpet på fronten i Ukraine i en krig, hvor Danmark har valgt klar side. Men da han kom hjem, så manglede han opbakning fra Danmark.

Danske Christian Vig har kæmpet på fronten i Ukraine i en krig, hvor Danmark har valgt klar side. Men da han kom hjem, så manglede han opbakning fra Danmark.


Skal man som Ukraine-kriger have hjælp fra den danske stat, når man kommer hjem?
Det var et af de helt store spørgsmål danske Christian Vig løb ind i, da han som tidligere soldat i en krig, hvor Danmark klart har valgt side, igen var på dansk grund.
Christian Vig har kæmpet på ukrainsk side mod Rusland i nationens kamp for overlevelse.
Her har han haft flere episoder, hvor det for alvor blev farligt.
Men som med danske veteraner fra eksempelvis Afghanistan eller Irak, så er der ikke et sikkerhedsnet, når man kommer hjem fra Ukraine – måske med fysiske eller psykiske ar.
Det skyldes, at Danmark ikke officielt deltager i krigen på Ukraines side. Men man modsætter sig heller ikke, at danskere tager i krig for Ukraine, som det er set med danske Syrienskrigere.
Så da Christian Vig efter en tur i det berømte og berygtede 3rd Assault Brigade vendte hjem til Danmark, vidste han ikke, hvad han skulle forvente.
»Da jeg kom hjem, der havde jeg sparet lidt penge sammen, som jeg kunne leve af. Men jeg ender alligevel med at gå på kommunen og bede om at få noget kontanthjælp, så jeg lige kan gå lidt hjemme efter at have været i krig,« fortæller den danske Ukraine-veteran til B.T.
Men her løb han ind i problemer, han ikke havde tænkt over.
»Så bad de om at se lønsedler fra den ukrainske hær, og det havde jeg altså ikke fået noget af, hvortil de bare konstaterede, at ‘det gør man da alle steder, og dem skal vi bruge’.«

Christian Vig løb med andre ord ind i en omgang bureaukrati, som han slet ikke havde forventet.
Inden han var rejst til Ukraine for at kæmpe, havde han haft et job i en regnskabsafdeling.
Og da det ikke var muligt at få kontanthjælp, så var det den vej, han gik.
»De første uger, der gik jeg bare og stenede. Og så efter et par måneder, der sad jeg og lavede regnskaber igen. Men det var jo lige præcis det job, jeg havde sagt op for at tage til Ukraine.«
Det var ikke kun den manglende mulighed for kontanthjælp, som siden hjemkomsten har undret Christian Vig og en lang række andre af de Ukraine-veteraner, B.T. har talt med i forbindelse med denne serie.
De har kæmpet i en krig, hvor Danmark har støttet Ukraine med store milliardbeløb, våben og træning.
Men de kan ikke få veteranstatus – og dermed heller ikke hjælp til ting som psykolog, fysioterapi eller andre behandlinger, som danske soldater fra eksempelvis Afghanistan eller Irak får.
Umiddelbart har Christian Vig ikke behov for nogen af delene. Men det undrer ham stadig.

»Jeg har haft et par mindre hjernerystelser dernede. Og umiddelbart har jeg ikke tegn på ptsd – selvom det også først kan vise sig mange år senere. Men jeg kender flere Ukraine-veteraner, som enten har fysiske eller psykiske skader, der kunne bruge hjælp,« siger den danske veteran.
For Christian Vig blev en del af løsningen en sagsbehandler i en kommune, som forbarmede sig og valgte at se ud over de regler og regulativer, som mange af de danske Ukraine-veteraner løber ind i.
Men ikke alle er så heldige.
»Jeg kender flere veteraner fra Ukraine, som kæmper med ting, men som har svært ved at få hjælp, hvis de ikke selv kan betale for eksempelvis psykolog,« siger Christian Vig.
Derfor har han et opråb til de danske politikere, hvoraf mange støtter Ukraine i kampen mod Rusland helt og holdent.
»Gør os til veteraner på lige fod med andre danske soldater. Vi kæmper en krig, Danmark har valgt side i, så derfor giver det kun mening.«