Da der var gået 45 minutter uden at han havde hørt fra fængselsinspektøren, vidste Mark Fowler, at noget var helt galt.

Normalt tager det ti minutter. Højest.

Da Fowler til sidst blev hentet fra venteværelset ved siden af rummet, hvor Christa Pike skulle henrettes med to dødelige doser pentobarbital 30. september, så han hende på en båre.

Fastspændt og gispende efter vejret.

»Hun er ikke død,« husker Mark Fowler, at fængselsinspektøren sagde.

Siden er Mark Fowler blevet lagt for had for sin rolle som henrettelseslægen med ansvaret for at erklære Pike død efter henrettelsen, der gik så grueligt galt og skabte overskrifter verden over. Nu tager han til genmæle.

Til magasinet Intelligencer fortæller 69-årige Mark Fowler, at han lige efter at være blevet tilkaldt slog koldt vand i blodet.

»Jeg tænkte: Tja, mennesker reagerer forskelligt på medicin, så lad os give det et par minutter mere,« siger han til det amerikanske magasin.

Men som minutterne gik uden at Christa Pike var afgået ved døden begyndte Mark Fowler at frygte noget helt andet: At Christa Pike ville overleve – men med uoprettelige hjerneskader og blive en dyr belastning for det amerikanske sundhedssystem.

Det var i den amerikanske delstat Tennessee, at 50-årige Pike overlevede henrettelsesforsøget. Hun sad på dødsgangen, efter at hun i 1995 havde tortureret og dræbt klassekammeraten Colleen Slemmer.

Da det viste sig, at de to dødelige indsprøjtninger ikke havde virket efter hensigten, blev henrettelsen indstillet. Og Mark Fowlers rolle ændrede sig 180 grader.

Nu skulle han hjælpe med at redde Christa Pikes liv.

Det lykkedes, selvom der opstod stor forvirring i minutterne efter det fejlslagne henrettelsesforsøg.

Men Mark Fowler er blevet udsat for hård kritik. Dels for at han overhovedet medvirker til at henrette folk mod betaling, og dels fordi henrettelsen gik galt – hvorefter Pike har været igennem et smertehelvede.

Her ses Christa Pike på et billede fra 2007. Foto: J. Miles Cary/Reuters/Ritzau Scanpix

»Jeg er ikke et ondskabsfuldt menneske. Jeg er ikke samvittighedsløs. Jeg er ikke ligeglad, og jeg er ikke inkompetent,« forsvarer Fowler sig over for magasinet Intelligencer.

Og han mener stadig, at Christa Pike skal henrettes for drabet på Colleen Slemmer.

»Folk vil spørge: 'Hvorfor går du ikke bare din vej?' Og svaret er, at det netop er det, modstanderne af dødsstraf ønsker,« siger han.

Mark Fowler tilføjer, at han ikke lader sig blive slået ud af kurs af den dramatiske hændelse og 'nægter at gå på kompromis'.

Det er siden blevet fastslået, at henrettelsesteamet ikke havde anlagt de intravenøse slanger korrekt. Det betød, at de dødelige doser pentobarbital havnede i underhuden på Christa Pikes arme i stedet for at komme direkte ind i blodbanen.