Christa Pike overlevede sin dødsstraf: Nu slipper hun måske
Den makabre episode kan falde ud til kvindens fordel.

Den makabre episode kan falde ud til kvindens fordel.

Armen blev helt lilla. Syv gange forsøgte fængselspersonalet at sprøjte gift ind i Christa Pikes årer, men hun ville ikke dø. Vidner hørte hende ligge og snorke, selvom hun burde have taget sit sidste åndedrag.
En fejlslagen henrettelse i Tennessee er denne uge gået verden rundt, efter den 50-årig fange havnede på hospitalet i respirator fremfor i en ligpose.
Nu undslipper Christa Pike måske den dødsdom, som hun blev idømt for mere end 30 år siden.
Overfor New York Times sår flere eksperter således tvivl om, hvorvidt staten fortsat kan effektuere dommen i lyset af kvindens nuværende tilstand.
Hun er i skrivende stund bevidstløs på et hospital, og hendes advokater er ifølge People bekymrede over, om hun har fået hjerneskade efter at have overlevet to sprøjter med gift.
Ifølge USAs højesteret strider det imod forfatningen at henrette mennesker med mentale handicap.
»Hvis nogen har betydelig hjerneskade, som påvirker deres kognitive evner, vil jeg gætte på, at samme regel gælder her,« siger juraprofessor John H. Blume til New York Times.
»Hvis du ikke forstår, at du er ved at dø, fordi staten mener, du har begået et mord, bliver du måske ikke henrettet,« tilføjer direktør for strafferet på Vanderbuilt University, Christopher Slobogin, til mediet.