Den amerikanske stjerne-journalist Chris Cuomo er blevet fyret fra tv-stationen CNN.

Det sker efter afsløringer af, at Cuomo forsøgte at hjælpe sin bror, Andrew Cuomo, igennem en krænkelses-skandale, mens broderen var guvernør i New York.

Det skriver New York Times.

»Chris Cuomo blev suspenderet tidligere denne uge, mens vi undersøgte ny information om hans involvering i sin brors sag. Han er nu blevet fyret med øjeblikkelig virkning,« skriver tv-stationen i en udtalelse til New York Times.

Også tv-værten bekræfter fyringen i en udtalelse.

»Det er ikke sådan, jeg ønskede, at min tid på CNN skulle ende. Men jeg har allerede fortalt jer, hvorfor og hvordan jeg hjalp min bror,« siger han i udtalelsen.

Fyringen kommer i kølvandet på nye oplysninger, der indikerer, at Chris Cuomo har spillet en større rolle end hidtil kendt i forsøget på at forsvare sin storebror mod anklager fra flere kvinder om krænkende adfærd.

Ifølge dokumenter kontaktede Chris Cuomo personer på andre medier for at finde ud af, om der var nye påstande på vej mod Andrew Cuomo.

Tidligere har Chris Cuomo nægtet at have kontaktet andre journalister for at hjælpe sin bror.

Allerede mandag meddelte CNN, at afsløringerne kunne få konsekvenser for Chris Cuomos ansættelse.

I august blev Andrew Cuomo tvunget til at trække sig som guvernør for New York efter ti år på posten. Det skete, efter at adskillige kvinder havde beskyldt ham for seksuelle krænkelser.

Andrew Cuomo afviste alle beskyldninger. Men han erkendte, efter at være trådt tilbage, at han måske havde været for 'familiær med folk'.

Dokumenterne, som blev offentliggjort mandag, viser ifølge The New York Times, at Andrew Cuomo lænede sig op ad en gruppe støtter for at lægge en strategi for, hvordan han skulle fjerne opmærksomhed fra beskyldningerne og overleve i jobbet som guvernør.

Til efterforskere har Chris Cuomo ifølge The New York Times fortalt, at han jævnligt talte med broren om, hvordan han skulle fremstå. Han havde også kritiseret Andrew Cuomo for at have »dårlig dømmekraft«.

»Da sagen begyndte at eskalere, bad min bror mig om at hjælpe,« sagde Chris Cuomo til efterforskere i et seks timer langt forhør.

I maj erkendte han over for CNN at have brudt nogle af mediets regler ved at rådgive sin bror. Desuden lovede han ikke at omtale sagen, når han var på skærmen.

Det havde CNN forståelse for på det tidspunkt, men siger nu, at de nye dokumenter udløser »alvorlige spørgsmål«.