Chokoladevirksomheden Mondelez, der er blevet sortlistet af Ukraine for at have aktiviteter i Rusland, har taget en opsigtsvækkende beslutning midt i et stormvejr.
De oplyser torsdag ifølge VG, at forretningen i Rusland vil blive isoleret fra den resterende del af virksomheden.
Det fremgår, at man arbejder på at gøre de russiske aktiviteter selvforsynende, og at det vil ske inden årsskiftet, lyder det.
Virksomheden i Rusland bliver derfor hverken nedlagt eller solgt fra.
Årsagen til ikke at lukke ned for driften i landet er ifølge Mondelez, at indtægterne i så fald vil risikere at ende i hænderne på en anden part, 'der vil kunne bruge indtægterne til at beskytte deres egne interesser'.
Mondelez, der står bag Marabou, Oreo og Daim, er en af verdens største fødevareproducenter.
Men Ukraine har sortlistet producenten, da landet mener, at Mondelez trods krigen stadig har aktivitet i Rusland og dermed bidrager til den russiske invasion.
Det har fået SAS til at fjerne produkterne fra sine fly, ligesom Marabou er blevet boykottet i Sverige. Også DBU har afblæst en kampagne med Marabou.
Også internationalt har sagen vakt stor opmærksomhed.
Mondelez oplyser også torsdag, at deres aktiviteter i Rusland allerede er skruet ned –
Mondelez' administrerende direktør, belgieren Dirk Van De Put, har ellers forsvaret deres tilstedeværelse i Rusland, siden Ukraine sortlistede virksomheden.
Han forklarede, hvordan de økonomiske tab ville være enorme, hvis de havde trukket sig ud af Rusland. Han sagde også, at virksomheden har 3.000 ansatte i Rusland, ligesom 90 procent af salget i Rusland også bliver produceret i landet, hvorfor man 'ikke bare kunne fjerne sig fra Rusland'.
Mondelez forklarer også, at de ikke eksporterer varer ud af Rusland, og at de overholder alle internationale regler, ligesom de har fordømt Ruslands invasion af Ukraine.
De danske fødevarebutikker har ikke taget stilling til, om de vil fjerne Mondelez' produkter fra hylderne.
I første omgang vil de have en indstilling fra Fødevareministeriet, hvilket du kan læse mere om her.