Kina rekrutterer stribevis af tidligere militærpiloter fra det britiske luftvåben. Dansk ekspert er rystet.
»Det lyder stærkt problematisk.«
Sådan siger orlogskaptajn Jens Wenzel Kristoffersen fra Center for Militære Studier ved Københavns Universitet til historien om, at Kina i flere år har hyret tidligere britiske jager- og helikopterpiloter til at uddanne og oplære piloter i det kinesiske luftvåben.
»Nu kender vi ikke detaljerne om, hvad de underviser kinesiske piloter i, men hvis de viderebringer viden, som de har oparbejdet i tjenesten, så er det for mig at se stærkt problematisk,« siger Jens Wenzel Kristoffersen desuden.
»Man kan forestille sig, at hvis Kina skulle angribe Taiwan, så kunne de i værste fald gøre det med taktik og strategi udviklet i Storbritannien og andre vestlige lande. Og de ville vide, at det virker eller har virket i tidligere krige med britisk deltagelse,« forklarer han.
»Så ville man kunne sige, at tidligere britiske piloter indirekte har hjulpet Kina til at få overhånd i en væbnet konflikt mod Vesten. Som jeg ser det, ville det være på grænsen til landsforræderi,« vurderer Jens Wenzel Kristoffersen desuden.

Også Saudi-Arabien har rekrutteret vestlig militær assistance fra en længere række af højtrangerende amerikanske militærfolk. Det har Washington Post afsløret onsdag.
Jens Wenzel Kristoffersen forklarer, at han ikke har kendskab til, at tidligere eller nuværende danske militærfolk på lignende måde skulle være blevet headhuntet eller forsøgt headhuntet til at hjælpe Kinas væbnede styrker.
»Selv ville jeg takke blankt nej, nærmest uanset tilbuddets størrelse, og jeg ville som minimum kontakte det danske forsvar for at høre, om man mente, at det kunne være problematisk,« siger han.
