Det var en nabo, der hørte de mærkelige lyde fra varevognen.

Og da politiet kort efter ankom, blev den frygtelige historie i den lille østfranske by Hagenbach oprullet.

For ifølge Bild lå der inde i køretøjet en niårig dreng: Nøgen, sammenkrøbet på et tæppe – omgivet af affald og afføring.

Barnet var desuden ude af stand til at gå af en helt igennem uhyggelig årsag.

For det viste sig, at han havde været indespærret i varevognen i mere end et år, siden slutningen af 2024. 

Og at han i al den tid mere eller mindre har ligget i samme position i den mørklagte og aflåste bil uden mulighed for at bevæge sig i nogen særlig grad.

Mens drengen altså var låst inde i bilen, boede resten af familien i bygningen lige ved siden af – i lejligheden her med altanen på første sal.
Mens drengen altså var låst inde i bilen, boede resten af familien i bygningen lige ved siden af – i lejligheden her med altanen på første sal. Foto: Sebastien Bozon/AFP/Ritzau Scanpix

Faren er nu blevet anholdt, efter at drengen blev fundet i mandags.

Og historien er kun blevet mere gruopvækkende, jo flere detaljer der er kommet frem.

Den franske anklagemyndighed har fortalt, at faren angiveligt holdt drengen fanget for at beskytte ham mod en ny samlever, der »ville have drengen anbragt på en psykiatrisk anstalt«.

I stedet blev barnet altså låst inde i varevognen, mens resten af familien – faren, samleveren og to sammenbragte døtre – boede i en ejendom lige ved siden af.

Den 43-årige mand har forklaret, at samleveren ikke har vidst, hvor den niårige dreng befandt sig.

Barnet er blevet indlagt på et hospital i Mulhouse og har selv fortalt om, hvad der er sket: At han fik mad to gange om dagen. At han har måttet tisse i vandflasker og forrette sin nødtørft i skraldeposer.

At han senest var i bad mod slutningen af 2024.

Faren er sigtet for kidnapning og ulovlig indespærring af en mindreårig, mens samleveren også er anholdt og sigtet for ikke at have udøvet hjælp til en person i fare.

Både den niårige dreng og de to piger er blevet anbragt, mens sagen behandles.