Det er gået pænt stærkt med at få gang i i projekt balsal i Det Hvide Hus' østfløj. Måske også for stærkt.
»Det Hvide Hus meddelte tirsdag, at det vil indsende planer for præsident Donald Trumps 250 millioner dollar dyre balsalsprojekt i Det Hvide Hus til et organ, der fører tilsyn med føderalt byggeri, selvom nedrivningsarbejdet begyndte tidligere på ugen,« skriver Reuters.
Samtidig hagler kritikken ned - især fra oppositionspolitikernes side.
»Hør her, der er en masse historier, der har fundet sted i østfløjen, og den blev bare ødelagt uden nogen samtale i den amerikanske offentlighed, uden samtykke fra Kongressen. Det er helt sikkert ulovligt,« siger den demokratiske senator Chris Murphy til tv-kanalen MSNBC ifølge mediet Breitbart.
Men sagen er ikke så klar.
»Folk har spurgt mig, om dette er ulovligt. Jeg mener ikke, det er ulovligt. Jeg mener, det er et stort smuthul, der altid har været der. Tidligere præsidenter har overholdt præcedens og ikke forsøgt at udnytte det smuthul,« siger Edward Lengel, der har været chefhistoriker for White House Historical Association, til New York Times.
Trump-administrationen har afvist kritikken af byggeriet i en pressemeddelelse, der henviste til den lange historie med forskellige byggeprojekter i Det Hvide Hus.
Her blev modstanden kaldt for 'fabrikeret vrede', som 'venstrefløjen og fake news-medierne klamrede sig til'.
Tirsdag kom det frem, at Finansministeriets ansatte ikke måtte dele billeder af byggeprocessen - læs mere her.