Flere gæster på det australske luksusresort Sheraton Mirage fik sig formentlig noget af en forskrækkelse lørdag.

Her blev de nemlig mødt af et frygtindgydende syn ved det eksklusive hotels pool.

En ung krokodille blev nemlig spottet – og fjernet – lørdag, skriver The Guardian.

Ifølge mediet lagde to TikTok-brugere blandt andet videoer op af det solbadende reptil.

»Jeg vil ikke alarmere nogen, men der er en krokodille i Sheratons pool,« skrev en af brugerne.

En talsmand for Queensland Department of the Environment, Tourism, Science and Innovation bekræfter søndag ifølge The Guardian, at de såkaldte vildtbetjente reagerede på en melding om en krokodille.

»Naturbetjente fjernede og omplacerede en krokodille den 18. oktober efter en melding via QWildlife-appen om dyret i en hotelpool i Port Douglas,« siger talspersonen.

Det chokerende fund har desuden fået myndighederne til at gøre ekstra opmærksom på risikoen for reptiler i området.

»Naturbetjente har sat krokodilleadvarselsskilte op i området,« siger talsmanden.

Vi skal ikke længere tid tilbage end tidligere i år for at finde den seneste krokodille-spotting nær det luksuriøse hotel. Her befandt en stor saltvandskrokodille sig pludselig på fairwayen på 10. hul af en golfbane få kilometer fra hotellet.