Formanden for det britiske Underhus, Sir Lindsay Hoyle, videregav informationer om den skandaleombruste britiske eksminister, Peter Mandelson.

Det gjorde han, efter han blev bekendt med nyheden om Mandelsons anholdelse mandag, fortæller han til parlamentsmedlemmerne onsdag aften.

Det skriver Sky News.

»For at forhindre unøjagtig spekulation vil jeg gerne bekræfte, at da jeg modtog informationen, fandt jeg det relevant at videregive det til Metropolitan Police i god tro, som det er min pligt og mit ansvar,« sagde han på talerstolen onsdag.

Ifølge mediet var Hoyle af en person på De Britiske Jomfruøer blevet fortalt, at Mandelson havde planer om at flygte dertil, efter han blev løsladt mod kaution tirsdag.

Peter Mandelson blev mandag anholdt under mistanke for at have delt fortrolige dokumenter med den afdøde seksualforbryder, Jeffrey Epstein.

Mandelson blev udnævnt til ambassadør i USA i januar 2025, men blev fyret fra posten i september, efter at det kom frem, at han havde haft et venskab med den dømte seksualforbryder og rigmand Jeffrey Epstein.

De senest offentliggjorte dokumenter i sagen om Epstein har afsløret, at Mandelson havde tættere bånd til Epstein end hidtil antaget.

Tidligere på måneden undskyldte premierminister Keir Starmer over for Epsteins ofre for udnævnelsen af Mandelson.