En tragedie har ramt den tyske delstat Bayern.

Borgmesteren i Grafing nær München, Christian Bauer, er uventet død i en alder af 57 år, rapporterer Bild.

Ifølge medier mistede Bauer bevidstheden og kollapsede under et møde i byggeudvalget tirsdag aften.

Ifølge lokalmediet Münchner Merkur havde Bauer åbnet mødet rutinemæssigt. Uden nogen åbenlys ydre årsag mistede han pludselig bevidstheden.

De tilstedeværende udvalgsmedlemmer ydede førstehjælp, og ambulancereddere, brandmænd og en akutlæge var hurtigt på stedet. 

I forsøget på at redde ham besluttede brandmændene at få Bauer ud gennem det store rådhusvindue ved hjælp af en drejestige.

For at få borgmesteren på hospitalet så hurtigt som muligt blev rådhuspladsen derfor afspærret.

Genoplivningsforsøgene fortsatte under transporten i ambulancen.

Men hans liv stod ikke til at redde.

Münchner Merkur beretter yderligere, at Bauer for nylig var kommet sig over lungebetændelse, og han ønskede selv at lede mødet, da hans stedfortræder også var syg.

Bauer efterlader sin kone, Andrea, som han har været gift med i mere end 30 år. Sammen har de to døtre og en søn.