250 personer er blevet evakueret i den lille by Lytton, der ligger nordøst for Vancouver i Canada. Skovbrande har angiveligt tændt ild over hele byen, skriver canadiske CBC.

»Det er skrækkeligt. Hele byen brænder,« siger borgmesteren for den lille by, Jan Polderman, til mediet CBC.

I de sidste dage har en større skovbrand nærmet sig Lytton, men onsdag gik det pludselig stærkt, og hele byen måtte evakueres. Mange af indbyggerne nåede ikke at få deres ejendele med.

Ifølge Jan Polderman gik der kun 15 minutter, fra at indbyggerne så røgen fra ilden nærme sig, til det »pludselig brændte overalt«.

Skovbrande bevæger sig med uhyggelig hastighed i USA og Canada, som er ramt af ekstrem hedebølge.
Skovbrande bevæger sig med uhyggelig hastighed i USA og Canada, som er ramt af ekstrem hedebølge. 2 RIVERS REMIX SOCIETY

Nordamerika er ramt af ekstrem varme i øjeblikket, og risikoen for skovbrande er enorm. Vegetationen er knastør, og når det blæser, kan skovbrande bevæge sig med 10-20 kilometer i timen.

Der er nogle steder blevet målt temperaturer på næsten 50 grader. I tirsdags blev der målt 49,5 grader i Lytton, som nu altså er evakueret.

Der er allerede tre skovbrande, som hærger i området omkring Lytton, og varmen har kostet mange menneskeliv i både den amerikanske og canadiske del af Nordamerika.

I canadiske British Columbia er der rapporteret om 486 pludselige dødsfald mellem fredag og onsdag, hvor der under normale forhold er et forventet dødstal på 165 personer.

I Oregon er der meldt om 60 dødsfald, som er direkte koblet til varmen. Tallet forventes at stige, samtidig med at mange borgere opsøger sygehusene, da de bliver syge af varmen.