Det er svært at beskrive det som andet end en katastrofe for den tidligere vicepræsident Joe Biden.

Længe har han ligget solidt i toppen af i de nationale meningsmålinger, når det gælder amerikanernes favorit som demokratisk præsidentkandidat.

Men det er slut.

I en nylig måling foretaget for ABC News og Washington Post styrtdykker den tidligere storfavorit til den demokratiske nominering.

Den mest markante måling handler om, hvem amerikanere, der hælder til at stemme på en demokratisk kandidat, helst ser som udfordrer til Trump.

Ved den forrige måling fra 23. januar lå Joe Biden på omkring 30 procent, som han længe har gjort. En føring på nogle få point ned til Bernie Sanders.

Men i den seneste måling har Biden tabt momentum. Han er styrtdykket fra omkring 30 procent til blot at ligge på 17 procent. Samtidig er Bernie Sanders' kurve gået markant i vejret. Og senatoren fra Vermont ligger nu på 32 procent.

Og det bliver værre endnu for Biden.

Den samme gruppe mennesker er i målingen blevet bedt om at vurdere, hvem de mener, der kan slå Donald Trump i en direkte duel om præsidentembedet.

Bernie Sanders ligner mere og mere en favorit til at blive Demokraternes præsidentkandidat.
Bernie Sanders ligner mere og mere en favorit til at blive Demokraternes præsidentkandidat. Foto: JASON REDMOND
Vis mere

Tidligere har Joe Biden haft på den gode side af 40 procent, men ved den seneste måling er han faldet helt ned til blot 19 procent.

Bernie Sanders derimod står nu til 30 procent. En markant stigning siden den seneste måling.

Og netop datoen for den forrige måling er ikke helt ligegyldig. Således blev den som nævnt foretaget 23. januar - altså inden de to valg i Iowa og New Hampshire.

Rigmanden Michael Bloomberg ser ud til at blive en farlig outsider i kampen om at vinde Demokraternes nominering.
Rigmanden Michael Bloomberg ser ud til at blive en farlig outsider i kampen om at vinde Demokraternes nominering. Foto: JEFF KOWALSKY
Vis mere

Her fik Joe Biden så store klø, at han endte på henholdsvis fjerde- og femtepladsen.

Og netop af den årsag valgte Biden til stor forundring at droppe sin egen valgfest i New Hampshire på valgdagen. Han fløj direkte til South Carolina, hvor det fjerde delstatsvalg om at vinde demokraternes nominering skal stå.

I stedet måtte Bidens mange frivillige se manden, de har arbejdet for i månedsvis, på storskærm i stedet for på scenen foran dem.

Den seneste måling indeholder desuden en stor joker i form af rigmanden Michael Bloomberg. I begge nævnte målinger ligger han nu lige under Joe Biden, der kun ser ud til at kunne skue nedad.