En opsigtsvækkende spionsag har ramt den 63-årige Nvidia-topchef Jensen Huang og den påståede kinesiske agent Alice Huang.

Det afslører Financial Times, der har snakket med efterretningskilder.

Ifølge kilderne var forholdet mellem tech-milliardæren og Alice Huang intimt, og de to er desuden blevet spottet tæt sammen på en bar, hvor der også blev taget et billede af dem.

Tech-giganten NVIDIA forsvarer dog deres øverste chef og fastholder, at relationen udelukkende har været af streng professionel karakter. Alice Huang er direktør for det Singapore-baserede selskab Megaspeed, som optræder som kunde hos netop NVIDIA.

Netop Megaspeed er for nylig blevet beskyldt af de amerikanske myndigheder for ulovligt at have smuglet avancerede NVIDIA-chip direkte ind i Kina. Selskabet har selv iværksat en intern undersøgelse, der konkluderede, at der ikke var begået ulovligheder.

Kilder tæt på sagen oplyser til Financial Times, at de amerikanske efterretningsmyndigheder mistænker Alice Huang for at være rekrutteret af det berygtede kinesiske ministerium for statssikkerhed. 

Sagen får nu massive politiske konsekvenser i Washington. Foto: Jonathan Brady/Reuters/Ritzau Scanpix

Her frygter man, at hun er blevet brugt som en klassisk 'honningfælde', der via flirt og intimitet franarrer magtfulde personer fortrolige oplysninger.

Ifølge myndighederne skulle missionen have været at udspionere Jensen Huang, der qua sin position har en direkte linje til USAs præsident, Donald Trump.

Den tidligere CIA-agent Peter Mattis forklarer til The New York Times, hvorfor Nvidia-chefen er et absolut førsteprioritetsmål for kinesisk efterretning:

»Jensen er en person, man gerne vil have indflydelse på, fordi han har stor magt og står i centrum for en teknologi, der former verden.«

Sagen får nu massive politiske konsekvenser i Washington. 

Jensen Huang er senere på måneden blevet indkaldt til en lukket høring foran tre magtfulde republikanske udvalgsformænd i Repræsentanternes Hus, hvor tech-ikonet skal forklare sig om sit forhold til den formodede kinesiske spion, erfarer mediet.