Virksomheden bag ChatGPT, OpenAI, er i konflikt med Elon Musk og lækker nu flere af hans emails.
Tesla-ejeren sagsøgte fredag OpenAI, som han var med til at grundlægge i 2015, fordi han mener, at firmaet har brudt med sine nonprofit-idealer ved at indgå i et milliardpartnerskab med Microsoft.
Imidlertid viser mails delt i et blogindlæg i denne uge, at Musk, da han var en del af OpenAI, selv var fortaler for, at virksomheden skulle tjene styrtende med penge.
I en mail til direktøren, Sam Altman, skriver Musk i 2015, at OpenAI var nødt til at skrabe mere end 100 millioner dollar sammen for »ikke at virke håbløs.«
I 2018 skriver han i en mail til ledelsen, at den eneste måde, hvorpå OpenAI kunne konkurrere med Google på, var ved at lade sig opkøbe af hans elbil-virksomhed, Tesla.
Det tilbud afviste virksomheden, og senere på året forlod Musk virksomheden.
OpenAIs teknologier, herunder især chatrobotten ChatGPT, har i de senere år været et stort samtaleemne over det meste af verden, hvor fokus især har været på deres evne til at overflødiggøre mennesker på arbejdsmarkedet.
OpenAI Nonprofit blev efter eget udsagn etableret ud fra et mål om at skabe sikker kunstig intelligens »til gavn for menneskeheden.«
Siden har virksomhedens jagt på profit været et emne til diskussion.
Musk, som også ejer rumvirksomheden SpaceX, har før advaret om farerne ved kunstig intelligens.

