Striden mellem USA's præsident, Donald Trump, og chefen for den amerikanske centralbank (Fed), Jerome Powell, har taget en ny drejning.

Trump-administrationen har truet Powell med en strafferetlig tiltale og har udstedt stævninger mod Fed for udtalelser, som Powell fremsatte under kongreshøringer i sommeren 2025.

Det siger Powell i en udtalelse fra Fed.

- Fredag udstedte justitsministeriet stævninger fra en anklagejury til Fed og truede med en strafferetlig tiltale i forbindelse med min vidneforklaring for Senatets bankudvalg i juni sidste år, siger han.

Der er tale om en dramatisk optrapning af konflikten mellem ham og Trump, der siden sin indsættelse som præsident sidste år har forsøgt at få Fed til at sænke renten.

Trump har bebrejdet centralbankens politik for at svække økonomien og har luftet tanker om at fyre Powell. Det kan han dog ikke ifølge loven, der formelt forhindrer, at Fed-chefen kan afsættes af politiske årsager.

Konflikten går tilbage fra Powells første år som centralbankchef i 2018, hvor Trump var præsident første gang.

Powell betegner truslen som et påskud for at lægge yderligere pres på centralbanken og få den til at sænke renterne.

- Jeg har dyb respekt for retsstaten og for ansvarlighed i vores demokrati. Ingen - og bestemt ikke formanden for Federal Reserve - står over loven.

- Men denne hidtil usete handling bør ses i en bredere sammenhæng af administrationens trusler og vedvarende pres, skriver han.

Kongreshøringerne handlede om en renovering af en Fed-bygning. Det Hvide Hus begyndte tidligt sidste år at kritisere Feds renovering af to bygninger i Washington D.C. for 2,5 milliarder dollar.

Administrationen har beskrevet renoveringen som unødvendigt dyr og prangende.

I juni, da Powell afgav sin sædvanlige halvårlige redegørelse for pengepolitikken i Kongressen, blev han gentagne gange spurgt ind til renoveringen, som han kaldte for nødvendige opgraderinger af forældet infrastruktur.

I juli besøgte Trump byggepladsen, hvor Powell viste ham rundt.

Det Hvide Hus ønsker ikke at kommentere sagen og henviser til justitsministeriet.

Powells embedsperiode udløber i maj.

/ritzau/Reuters