Centerpartiet vælger at forhandle videre med S om svensk regering
Det er 63 dage siden, at svenskerne var til valg, og der er stadig ikke dannet en ny regering i landet.

Det er 63 dage siden, at svenskerne var til valg, og der er stadig ikke dannet en ny regering i landet.

Det svenske Centerpartiet vælger Socialdemokraternas "samlede pakke" for en mulig kommende svensk regering.
Det skriver partiets formand, Elisabeth Thand Ringqvist, til det svenske nyhedsbureau TT søndag aften.
Dermed er Socialdemokraternas formand, Magdalena Andersson, en smule tættere på at kunne danne regering i Sverige, hvor det er 63 dage siden, at vælgerne var i stemmeboksen til Riksdagsvalget.
- Efter at have gransket Anderssons samlede pakke er vores besked, at Socialdemokraternas alternativ er det, vi vælger at forhandle videre om, siger Elisabeth Thand Ringqvist.
Både Moderaterna og Socialdemokraterna gav fredag Centerpartiet en "samlet pakke".
På baggrund af dem ville Centerpartiet beslutte, om de vil fortsætte regeringsforhandlinger med Socialdemokraternas Magdalena Andersson eller Moderaternas Ulf Kristersson.
Selv om Centerpartiet har valgt Socialdemokraternas pakke, er der stadig forhindringer i vejen, inden der kan dannes en ny regering i Sverige.
Blandt andet at Vänsterpartiet har krævet at få ministerposter i en kommende ny regering.
- Der er stadig flere afgørende spørgsmål om politikkens indhold og retning, finansiering af vigtige reformer og den parlamentariske støtte.
- Det kræver, at Vänsterpartiet dropper sit krav om at være en del af regeringen, og at de og Miljöpartiet står bag den foreslåede samlede pakke, skriver formanden for Centerpartiet til TT.
Fredag sagde Magdalena Andersson, at en mindretalsregering med Miljöpartiet og Centerpartiet er "inden for rækkevidde".
Hun fastholdt også, at det venstreorienterede parti ikke skal være en del af en kommende regering.
Magdalena Andersson beskriver søndag aften beskeden fra Centerpartiet som "meget velkommen", og skriver at man nu kan komme fremad i processen med at danne regering.
- Jeg kommer nu til at tage initiativ til at indlede næste fase i den proces. Jeg ser frem til fortsat konstruktive samtaler med Vänsterpartiet, Centerpartiet og Miljöpartiet, skriver hun.
RITZAU