Med knap 5000 stemmers føring ser en catalansk separatist ud til at blive borgmester i Barcelona.

En catalansk separatist ser ud til at blive ny borgmester i Spaniens næststørste by, Barcelona.

Det viser resultatet af søndagens valg i regionen.

Færre end 5000 stemmer skiller valgets vinder, Ernest Maragall fra partiet ERC, fra Barcelonas nuværende borgmester, venstrefløjspolitikeren Ada Colau.

Hvis Maragall ender med at sætte sig på borgmesterposten, vil det være første gang, at byen har en borgmester, der ønsker Catalonien løsrevet fra det øvrige Spanien.

Maragalls ERC-parti har fået 10 af de 41 pladser i byrådet i Barcelona. Det samme har Ada Colaus parti.

Men Maragalls føring på knap 5000 stemmer betyder, at han bliver borgmester, medmindre andre partier går sammen og danner et andet flertal uden om ham og ERC.

I oktober 2017 holdt Catalonien - hvor Barcelona er hovedby - afstemning om løsrivelse. Afstemningen fandt sted på trods af et forbud fra en spansk domstol, der havde afgjort, at den var i strid med forfatningen.

Efter folkeafstemningen erklærede det daværende regionale styre under ledelse af Carles Puigdemont, at Catalonien nu var uafhængigt.

Det fik regeringen i Madrid til at gribe ind, afsætte det regionale styre og udskrive nyvalg til regionsstyret.

ERC-partiets leder, Oriol Junqueras, som på det tidspunkt var Cataloniens vicepræsident, sidder i dag varetægtsfængslet for sin rolle i forsøget på at løsrive regionen.

Han er en af de tre catalanske separatister, der søndag er blevet valgt ind i EU-Parlamentet.

Spanien holdt lokal- og regionalvalg søndag, samme dag der var valg til EU-Parlamentet.

/ritzau/AFP