En mandag eftermiddag i september kunne flere beboere i en bygning i den amerikanske storby Boston pludselig høre et skrig. Et 'ugudeligt skrig'.

En kvinde var endt med at blive mast og miste livet i en forfærdelig ulykke i en elevator – og først nu er det blevet endeligt klarlagt, hvad der førte til tragedien.

Det skriver CBS Boston og New York Post.

»Jeg hørte, at nogen var ved at bære en pakke ind i gangen, og så hørte jeg et ugudeligt skrig. Så løb vi ud i gangen, og vi så en mand, der helt tydeligt var fortvivlet. Han skreg og hyperventilerede, mens han sagde: 'Hun er død! Hun er død!« har beboeren Leanne Scorzoni tidligere fortalt om ulykken til ABC News.

Den 14. september havde 38-årige Carrie O'Connor, der arbejdede som professor i fransk på Boston University, modtaget en stor og tung pakke, som hun var ved at bære ind i elevatoren i bygningen, da det hele gik galt.

Elevatoren i bygningen er nemlig af en gammeldags slags, hvor man skal huske at lukke for gitteret, før man trykker på knappen, der sender elevatoren enten op eller ned.

Men den store pakke ramte knappen, mens gitteret endnu var åbnet – og elevatoren begyndte derfor at køre ned, mens Carrie samtidig mistede balancen på grund af den tunge pakke. Det fremgår af en rapport fra Massachusetts Office of Public Safety and Inspections.

Nede i kælderen havde en håndværker tilkaldt elevatoren, så da pakken ramte knappen, satte den derfor kurs mod ham.

Da Carrie blev fundet, var hendes krop mast mellem elevatoren og elevatorskaktens mur.

Hendes liv stod ikke til at redde, og ifølge politiet døde hun som følge af kvælning, da hun ikke kunne trække vejret.

Til CBS Bosten fortæller naboen Leanne Scorzoni, at hun håber, hun aldrig hører sådan et skrig igen:

»Det var forfærdeligt. Det var ikke et skrig. Jeg kan ikke engang beskrive, hvad det var,« fortæller hun.