»Jeg tror, at det irriterer Putin meget.«

Sådan lyder vurderingen fra den tidligere svenske statsminister og senere udenrigsminister Carl Bildt, når det kommer til den nuværende situation om forhandlingerne vedrørende krigen i Ukraine.

Ordene fra ham er ifølge Expressen faldet i tv-programmet 'Aktuellt' hos SVT, hvor han tilføjede:

»Og også Trump.«

Arkivfoto af Carl Bildt.
Arkivfoto af Carl Bildt. Asger Ladefoged

Årsagen til irritationen skal findes i Europas rolle i forhandlingerne, for ifølge Carl Bildt er det europæiske kontinent en »stærk spiller«, som kan påvirke forhandlingsbordet og forudsætningerne for det – særligt ud fra et ukrainsk synspunkt.

Netop forhandlingsbordet var også et omdrejningspunkt hele torsdagen, hvor det var planen, at Rusland og Ukraine skulle mødes i den tyrkiske by Istanbul.

Men sådan gik det ikke.

Ingen af de to landes præsidenter – den russiske Vladimir Putin eller den ukrainske Volodymyr Zelenskyj – mødte op, og også den amerikanske præsident, Donald Trump, holdt sig væk.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, ses her i Tyrkiet, som han ankom til torsdag. Han havde opfordret Vladimir Putin til at møde op i Istanbul, så de to kunne mødes ansigt til ansigt.
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, ses her i Tyrkiet, som han ankom til torsdag. Han havde opfordret Vladimir Putin til at møde op i Istanbul, så de to kunne mødes ansigt til ansigt. Adem Altan/AFP/Ritzau Scanpix

Ingen russiske og ukrainske delegationer mødtes heller. 

Og det hele blev udskudt til fredag.

I tv-programmet 'Aktuellt' forklarer Carl Bildt, at han ikke tror, at den russiske præsident hverken er interesseret i forhandlinger eller våbenhvile.

Den tidligere statsminister mener i stedet, at Putins mål er noget andet.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, ses her under sit besøg i Ahu Dhabi den 16. maj.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, ses her under sit besøg i Ahu Dhabi den 16. maj. Amr Alfiky/Reuters/Ritzau Scanpix

Nemlig at mødes med Trump.

»Putin ønsker ikke at forhandle med Zelenskyj, og han ønsker ikke at forhandle med nogen europæere. Han tror, at han kan ordne det med Trump, men om det bliver så let, må tiden vise,« lyder det ifølge Expressen fra den tidligere svenske politiker.

Carl Bildt vurderer videre, at Putin kan opnå »fremgang« på to måder i krigen lige nu.

Enten via succes på slagmarken, som ifølge Bildt dog ser svært ud lige nu, eller ved at Trump så at sige »smider Ukraine under bussen«.

Men også sidstnævnte ser heller ikke ud til at være en mulighed lige nu.

»Trump siger våbenhvile, ikke ukrainsk overgivelse, i øjeblikket. Og så befinder Putin sig i en ret svag position. Det er derfor, han laver denne afledningsmanøvre for at undgå våbenhvilen for at se, om han kan gå tilbage til kapitulationskravet fra foråret 2022. Jeg tror, det vil mislykkes, og spørgsmålet er så, hvad han så vil gøre,« forklarer Bildt.

Du kan følge udviklingen i hele situationen og i forhandlingerne vores liveblog lige HER.