Familien Hurst er ikke blevet evakueret. Alligevel forlader danske Anne Sophie nu hjemmet med sine to børn. Hun frygter en bølge af kriminalitet som følge af en strømafbrydelse, der kører på tredje døgn.
Mens voldsomme brande hærger i Californien, har op mod to millioner mennesker manglet strøm i dagevis. Det betyder forhøjet risiko for kriminalitet, og derfor siger danske Anne Sophie Hurst nu farvel til familiens hus i Oakland i det nordlige Californien.
»Jeg tør simpelthen ikke være her. Min mand skal afsted på konference, og jeg vil ikke være alene hjemme med børnene i et bælgmørkt hus, når vores alarmsystem ikke virker,« forklarer Anne Sophie Hurst.
Millioner uden strøm
De sidste tre dage har familien været uden strøm på grund af brandene i det nordlige Californien.
Brandene er allerede skyld i, at 200.000 mennesker er blevet evakueret, og for at forsøge at mindre risikoen for, at flammerne tager til, har elforsyningen lukket for strømmen i flere store områder.

»Oakland er i forvejen meget plaget af kriminalitet, og når strømmen så går, er der jo mange tomme huse, og derfor ekstra mange indbrud,« forklarer Anne Sophie Hurst.
Frygten for indbrud sidder dybt
Netop frygten for indbrud, mens familien selv er i huset, sidder dybt i hende. For seks år siden, da hun og hendes amerikanske mand lige var flyttet til området i Oakland Hills, havde de en nat glemt at slå alarmen til. Parret vågnede ved, at nogen forsøgte at slå hovedøren ind.
»Heldigvis kom min mand op, fik fat i et baseballbat og tændt for lyset, så de flygtede. Men når han ikke er her, og alarmen ikke kan slås til, skal børnene og jeg bare væk,« siger den 46-årige dansker, der har boet i USA i 25 år og til dagligt arbejder i San Fransisco, knap en times kørsel væk.
Kører mod kysten
Men også den forurenede luft og fortsatte brandfare er medvirkende årsag til, at hun nu vælger at forlade familiens hus.
En brand i den nærliggende bydel Lafayette buldrede i går bare få minutters kørsel fra Oakland Hills. Heldigvis fik brandvæsenet ilden under kontrol, men luften er stadig fyldt med røg og aske.
»Vi kan ikke være uden for, og vi har alle sammen hovedpine,« fortæller Anne Sophie Hurst, der ligesom børnene har maske på for at få filtreret den luft, hun indånder.
Nu pakker hun bilen med tasker og børn og kører ud mod kysten syd for San Fransisco, hvor hun har booket et hotelværelse. Hjemmet er hun ikke så bekymret for at forlade.
»Selvfølgelig er der mange ting, jeg vil være ked af at miste, men i sidste ende er det jo bare ting. Det vigtigste er, at vi ikke er der, hvis der kommer en brand helt tæt på eller ubudne gæster.«
