Det begyndte som en helt almindelig tur, da 83-årige Tuula Eskeland satte sig ind i bussen, der skulle fragte hende fra København til Oslo.

Men undervejs gik det galt, da hun lånte et toilet på en terminal – for da hun kom ud, så hun kun bagenden af bussen, som kørte fra hende.

Det fortæller hun i et interview med norske VG.

Hændelsen fandt sted den 8. juli, hvor finskfødte Tuula Eskeland, der er bosat i København, ville tage den otte timer lange tur med det norske busselskab Vy.

Cirka halvvejs på turen – da bussen nåede en busterminal i svenske Göteborg – spurgte hun en af bussens chauffører, om hun måtte stige af for at bruge en af terminalens toiletter, da toilettet om bord på bussen var ude af drift.

Til det svarede chaufføren ifølge Tuula Eskeland ja, ligesom han skal have sagt, at bussen ville vente på hende.

Det skete dog ikke.

For efter turen ind på terminalen, som ifølge den 83-årige kvinde i alt varede omkring seks minutter, kunne hun blot se til, mens bussen kørte fra hende.

»Jeg så kun bagenden af bussen, da den kørte. Det var ikke nogen særlig festlig oplevelse,« som hun konstaterer til VG.

Mens hun stod efterladt på stedet, kørte bussen afsted med hendes kuffert, computertaske, medicin og pas.

Sagen endte dog til sidst godt, for efter en omgang forvirring og fortvivlelse, fik Tuula Eskeland hjælp af et andet busselskab, der gav hende en plads på en afgang til Oslo.

Samtidig stod hendes datter klar i Oslo, hvor hun kunne hente moderens bagage, der var ankommet med den første bus, skriver det norske medie.

Begge Tuula Eskelands døtre har siden klaget over forløbet, og busselskabet Vy Bus4You har siden undskyldt, at det kunne ske.

»Vi tror, at fejlen opstod på grund af en misforståelse mellem vores to chauffører under vagtskiftet ved stoppestedet,« har kommunikationschef Åge-Christoffer Lundeby forklaret til VG i en e-mail.

Eskeland har siden fået refunderet hele prisen for busbilletten.