Flere passagerer er kommet til skade, efter en norsk bus er kørt af vejen på E6.

Ulykken er sket i Trøndelag amt ved Namdalen og redningsmandskab er på stedet, skriver Dagbladet.

»Bussen ligger på siden og der skal være flere passagerer, som er kommet til skade,« skriver vagthavende ved det lokale, norske politi Anlaug Oseid.

Til VG oplyste vagthavende i første omgang at 'flere er alvorligt skadede', men i en opdatering lyder det nu, at ingen betegnes som alvorligt tilskadekomne, men flere har mindre skader. det skriver NRK.

Ifølge politiet er der cirka 30 passagerer i bussen, der er en tysk turistbus. 

Øjenvidner på stedet, som VG har talt med, siger at bussen øjensynligt ligger på den side, hvor døren er, så passagererne ikke kan komme ud. 

Opdateres …