Burnham ligner ny britisk premierminister ved start på nomineringer
Andy Burnhams vej til at blive ny Labour-leder ser snorlige ud. Torsdag er der åbnet for nomineringer.

Andy Burnhams vej til at blive ny Labour-leder ser snorlige ud. Torsdag er der åbnet for nomineringer.

Den britiske politiker Andy Burnham har torsdag taget endnu et skridt på vejen mod at blive den næste britiske premierminister.
Således er der officielt blevet åbnet for nomineringer til lederposten i Labour, hvor der skal findes en erstatning for den afgående premierminister og leder, Keir Starmer.
56-årige Burnham er det eneste parlamentsmedlem fra det gamle arbejderparti, der offentligt har meldt sit kandidatur til posten.
Meget tyder på, at der ikke bliver brug for et kampvalg.
Onsdag aften bekræftede den tidligere juniorminister Al Carns, at han ikke ville stille op, hvilket var endnu et rygstød for Burnham.
Kommer der ikke noget kampvalg, ventes Burnham at blive udnævnt som ny Labour-leder på en særlig kongres den 17. juli.
Burnham - der i britiske medier har fået tilnavnet "King of the North" for sine sejre ved borgmestervalg i Manchester - vil så overtage Starmers plads tre dage senere.
Torsdag morgen er en jævn strøm af parlamentsmedlemmer gået ind på Labours kontor i parlamentet for at pege på deres valg som leder.
- Der er ingen andre, siger et parlamentsmedlem til nyhedsbureauet AFP efter at have stemt.
Vedkommende ønsker at være anonym.
Hvis der bliver kampvalg, vil vinderen blive offentliggjort 29. august. Det vil i så fald ske efter en afstemning blandt Labour-medlemmer og fagforeninger med tilknytning til partiet.
Carns forklarede onsdag, at han havde håbet på, at et kampvalg kunne give partiet "mulighed for en ordentlig debat".
- Men måneder, der handler om intern Labour-politik, er ikke, hvad dette land har brug for lige nu. Vi må videre, sagde han og støttede Burnham officielt.
Burnham præsenterede i slutningen af juni i en tale nogle af sine ideer til at forandre landet.
Han siger, at han vil sende mere magt ud til de britiske regioner og etablere en udvidelse af premierministerkontoret, som skal placeres i Manchester.
Kontoret får det symbolske navn "No 10 North", som spiller på adressen på premierministerens officielle residens, Downing Street 10 i London.
Starmer meddelte sin afgang efter dårlige lokalvalgresultater samt svigtende meningsmålinger og en fortsat kritik af ikke at tage hånd om briternes økonomiske problemer og udfordringer relateret til indvandring.
RITZAU/AFP