Den britiske politiker Andy Burnham har torsdag taget et meget stort skridt på vejen mod at blive den næste britiske premierminister og leder af Labour.

Således har han allerede på den første dag, hvor der er åbnet for nomineringer til posten som leder af partiet, sikret sig opbakning fra 322 parlamentsmedlemmer i Labour.

Det skriver han på det sociale medie X.

Får han opbakning fra ét medlem mere, er det matematisk ikke længere muligt for en anden kandidat at nå op på 81 støtter, hvilket er det påkrævede for at udløse et kampvalg i Labour.

- Jeg er dybt taknemmelig over for de 322 Labour-parlamentsmedlemmer, der sætter deres lid til mig, skriver Burnham.

Han skal næste uge også nomineres af mindst tre af 31 organisationer med tilknytning til Labour, men det regnes ifølge BBC for at være en formalitet.

Det gamle arbejderparti leder efter en erstatning for den afgående premierminister og leder, Keir Starmer.

56-årige Burnham er det eneste parlamentsmedlem fra Labour, der offentligt har meldt sit kandidatur til posten.

Onsdag aften bekræftede den tidligere juniorminister Al Carns, at han ikke ville stille op, hvilket var endnu et rygstød for Burnham.

Kommer der ikke noget kampvalg, ventes Burnham at blive udnævnt som ny Labour-leder på en særlig kongres den 17. juli.

Burnham - der i britiske medier har fået tilnavnet "King of the North" for sine sejre ved borgmestervalg i Manchester - vil så overtage Starmers plads tre dage senere.

Torsdag morgen gik en jævn strøm af parlamentsmedlemmer ind på Labours kontor i parlamentet for at pege på deres valg som leder.

- Der er ingen andre (end Burnham, red.), siger et parlamentsmedlem til nyhedsbureauet AFP efter at have stemt.

Vedkommende ønsker at være anonym.

Hvis der mod al forventning bliver kampvalg, vil vinderen blive offentliggjort 29. august. Det vil i så fald ske efter en afstemning blandt Labour-medlemmer og fagforeninger med tilknytning til partiet.

Carns forklarede onsdag, at han havde håbet på, at et kampvalg kunne give partiet "mulighed for en ordentlig debat".

- Men måneder, der handler om intern Labour-politik, er ikke, hvad dette land har brug for lige nu. Vi må videre, sagde han og støttede Burnham officielt.

Burnham præsenterede i slutningen af juni i en tale nogle af sine ideer til at forandre landet.

Han siger, at han vil sende mere magt ud til de britiske regioner og etablere en udvidelse af premierministerkontoret, som skal placeres i Manchester.

Kontoret får det symbolske navn "No 10 North", som spiller på adressen på premierministerens officielle residens, Downing Street 10 i London.

Starmer meddelte sin afgang efter dårlige lokalvalgsresultater samt svigtende meningsmålinger og en fortsat kritik af ikke at tage hånd om briternes økonomiske problemer og udfordringer relateret til indvandring.

RITZAU/