Burnham afviser forlegenhed over beskeder med falsk Trump-stabschef
Premierminister siger, at han ret hurtigt under korrespondance med fupmager indså, at der var ugler i mosen.

Premierminister siger, at han ret hurtigt under korrespondance med fupmager indså, at der var ugler i mosen.

Den britiske premierminister, Andy Burnham, afviser tirsdag, at han skulle være pinligt berørt over, at han har udvekslet beskeder med en, der udgav sig for at være Susie Wiles, stabschefen i Det Hvide Hus.
- Nej, det er jeg ikke, for det var en ubetydelig udveksling. Intet vigtigt, siger han ifølge Sky News.
- Og faktisk indså jeg ret hurtigt, at det skulle indberettes, og det gjorde jeg, fortsætter han.
Mediet Politico bragte som det første historien om Burnhams beskeder med en fupmager.
Det skete mandag på baggrund af oplysninger fra fire anonyme embedsmænd.
I første omgang afviste Downing Street at udtale sig "om nationale sikkerhedsanliggender", men tirsdag siger premierministeren selv, at både briterne og USA har handlet korrekt i sagen.
To kilder sagde mandag til Politico, at hændelsen blev anset for at være så alvorlig, at den britiske ambassade i Washington D.C. tog den op med Det Hvide Hus.
Datoen og indholdet i beskederne kendes ikke.
Det Hvide Hus har oplyst til BBC, at den seneste hændelse ikke har forbindelse til, at Wiles' telefon er blevet hacket.
BBC har tidligere skrevet om, at Wiles' telefon blev hacket i maj sidste år.
I den britiske regering har der ellers været frygt for, at stabschefens telefon var blevet hacket igen, skrev Politico.
Det var den 20. juli, at Burnham afløste den tidligere Labour-leder Keir Starmer som premierminister.
Burnham er ikke den første britiske politiker, som bliver narret i sin omgang med udenlandske politikere og embedsmænd.
Også David Cameron talte i sin tid som udenrigsminister i 2024 med en person, der udgav sig for at være Ukraines tidligere præsident Petro Porosjenko.
I 2023 blev udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) snydt af russere, der udgav sig for at være en afrikansk diplomat.
RITZAU