Burger-milliardær afslører narkomisbrug i sjældent interview


3,6 milliarder dollar - svarende til knap 25 milliarder danske kroner.
Så mange penge er den forholdsvis ukendte burger-milliardær Lynsi Snyder værd ifølge Forbes.
Hun er ejer og arving af den populære amerikanske fastfood-kæde In-N-Out Burger, og så er hun notorisk kendt for at være yderst nærig med at dele detaljer fra sit privatliv i offentligheden.
Alligevel har den 37-årige mangemilliardær nu valgt at åbne op for godteposen i et længere interview med The Christian Post.

Her afslører Lynsi Snyder flere bemærkelsesværdige detaljer - såsom at hun har kæmpet med et tidligere stof- og alkoholmisbrug, før hun fik sit liv på rette køl igen.
Men mere om det senere.
Først kommer fortællingen om, hvordan Lynsi Snyder - på tragisk vis - blev ejer af den indbringende fastfood-kæde langt før forventet.
Det var Lynsi Snyders bedsteforældre, Harry og Esther Snyder, der grundlagde In-N-Out Burger tilbage i 1948.
Flere familietragedier - deriblandt hendes fars og onkels død - gjorde, at Lyns Snyder som blot 18-årig var den eneste levende arving tilbage.
Efter ordrer fra sine afdøde bedsteforældre modtog hun gradvist flere og flere aktier i virksomheden, før hun på sin 35 års fødselsdag endelig kunne modtage den allersidste bid af burgerformuen.
Vejen dertil var dog som nævnt tidligere ikke nem.
Faderens død - der skete som følge af en overdosis, da hun var 17 år - og den dertilhørende ensomhed fik nemlig Lynsi Snyder til at ty til stoffer og alkohol for at fylde hullet ud.
Det samme gjorde tre mislykkede ægteskaber, hvoraf et af dem var voldeligt.
Ifølge Lynsi Snyder fik en nyfunden tro på Gud hende dog til at ændre sit liv.
»Jeg fandt endelig ud af, at det dybe hul i mit hjerte kun kunne fyldes ud af Jesus,« siger hun til The Christian Post.
Lynsi Snyder har fire børn og har siden 2014 været gift med Sean Ellingson, som tidligere har arbejdet på In-N-Out Burger.